Fusijama

Et naturvidenskabeligt sprog fortrænger det romantiske og religiøse

Jegfortælleren benytter også et naturvidenskabeligt sprog, når han beskriver naturen. Det naturvidenskabelige sprog sætter rammerne for tekstens natursyn. Det er et natursyn, der ikke har behov for at påstå, at der findes en højere åndelig eller guddommelig virkelighed bag naturen. 

Naturen er altså ikke storslået, fordi den giver os indblik i en anden verden, sådan som det er tilfældet i romantikken – den er storslået, fordi den viser os, hvor storslået den fysiske verden er i sin egen ret. 

Jegfortælleren taler f.eks. om ”Jordens uhyre masse”. ’Masse’ er et begreb fra fysikken. Det er ikke et begreb, som er ladet med åndelig eller guddommelig betydning. Det tilhører tværtimod naturvidenskaben mere nøgterne verdenssyn, hvor naturen er noget, der kan måles og vejes. 

Synet af Fusijama er det, der endelig får jegfortælleren til at indse, at der ikke er nogen åndelig eller guddommelig verden bag vores virkelighed:

Da jeg så Fusijama, brast den sidste drøm om en anden tilværelse end den, der er. Jeg begreb, at den højere verden, vi stunder imod, kun kan være netop den, der er, men at vi aldrig i det givne øjeblik er nået op til den, at vi til daglig er blinde for den.

Til hverdag har vi en tendens til at glemme verdens vidunder. I hvert fald som voksne…