Filmversionen

Filmens komposition følger berettermodellen

Filmen Den, der lever stille (2023) er instrueret af Puk Grasten og er filmatiseringen af Leonora Christina Skovs roman af samme navn. Samlet set har filmen et meget anderledes udtryk end bogen: Begivenheder er flyttet og komprimeret i tid, ligesom hovedpersonens skyldfølelse og springen ud som forfatter og lesbisk fylder meget lidt. I stedet ligger filmens fokus på hovedpersonens konflikt med forældrene og på forholdet til faren. Samtidig fremstår filmen næsten som en bizar gyser.

Filmens handlingsforløb følger berettermodellen: 

Anslaget foregår i det, vi kunne kalde filmens nyeste nutid, hvor en voksen, festklædt Leonora er på scenen til et indsamlingsshow for kræft. Vi får at vide, at hun har udgivet en bestseller om sin opvækst og derfor har en konflikt med sin far. På den måde fanges vores interesse. 

Præsentationen indledes med et flashback til 2003, hvor den unge Leonora netop er sprunget ud som lesbisk og forfatter og får besøg af sine forældre. De begynder hurtigt at udskamme hendes livsvalg, og situationen går fra verbal til fysisk, da Leonora bider sin far. Forældrene går, og kontakten mellem dem afbrydes. Her præsenteres vi altså for, hvor dysfunktionel relationen mellem Leonora og forældrene er.

I uddybningen er vi tilbage i nutiden, dog på et tidspunkt før anslaget. ...