Personer og miljø

De tyske soldater

Det lyriske jeg betragter de tyske soldater, mens de til fods trækker sig ud af Danmark. Krigens afslutning har givet det lyriske jeg overskud til at forsøge at se soldaterne som mennesker:

de ser ikke på hinanden.
Trætte, tøvende, sky,
går de mod nederlaget
midt i en fremmed by.

Jeget betragter soldaterne med empati og endda en smule medlidenhed. De er trætte, usikre og besejrede. De er unge mænd, som er kommet langt væk hjemmefra. Men de er blevet ”gamle af gru og mord”. Krigens grusomhed har altså også været udmarvende for dem, selvom det var dem, der stod bag grusomhederne.

Det lyriske jeg glemmer da heller ikke, hvordan soldaterne har ”tramped på os og vort”. Jeget står også ved det had, som de fleste følte til soldaterne under besættelse...