Fortælleteknik og sprog

Her vil vi dykke ned i fortælleteknikken og sproget i novellen Lyset er som vand af Gabriel García Márquez.

Fortælleren ligner en tredjepersonsfortæller

Ved første øjekast ser novellen ud til at være fortalt af en observerende tredjepersonsfortæller, der ikke selv er til stede i fortællingen, og som følger personerne uden adgang til deres tanker og følelser.

Men ét enkelt sted i novellen giver fortælleren sig til kende som en førstepersonsfortæller (jeg-fortæller):

Dette fantastiske eventyr var resultatet af en uoverlagt bemærkning, jeg havde fremsat, engang jeg deltog i et seminar over poesien i husgeråd. Totó spurgte mig, hvordan det kunne være, at lyset tændtes, blot man trykkede på en kontakt, og jeg havde ikke mod til at tænke mig om en ekstra gang. »Det er med lys ligesom med vand,« svarede jeg ham, »man åbner for hanen, og så kommer det ud.«

Unavngiven førstepersonsfortæller

Novellen er altså fortalt af en unavngiven førstepersonsfortæller (jeg-fortæller). Fortælleren tilkendegiver kun sig selv én enkelt gang i novellen, hvilket gør hans fortællerrolle mystisk og unormal. Normalt vil en jeg-fortæller være genkendelig i novellen som en del af dens handling.

I ”Lyset er som vand” er fortælleren et jeg, der befinder sig udenfor novellens handling som skaberen af historien: ”Dette fantastiske eventyr var resultatet af en uoverlagt bemærkning, jeg havde fremsat…”.

Fordi fortælleren fremstiller sig selv som skaberen af fortællingen (’eventyret’), inviteres læseren til at opfatte fortælleren som novellens forfatter, Gabriel García Márquez.

I citatet fremstilles Totó desuden som en virkelig, levende person, som jeget har snakket med. Men hvis Totó blot er en novellekarakter (og dermed opdigtet person), er dette umuligt.

Alvidende jeg-fortæller?

I ”Lyset er som vand” virker det, som om jeg-fortælleren er alvidende. I den virkelige verden er det umuligt at vide, hvad andre folk tænker på, og som jeg-fortæl...