Podcast

Det er også et portræt af nogle drenge, der er i en alder, hvor man skal gøre op med sig selv, hvad mener man om verden, hvad er ens normer, hvad lægger man vægt på i tilværelsen? Der er de meget moderne mennesker. Fortælleren siger at han allerede ved konfirmationsforberedelsen har meldt fra, fordi han ikke tror på Gud. Han lader sig også overbevise om, at Jakob er ”inde på noget”.

Jakob, han har tilsyneladende studeret det værste, som man kan udsætte unge mennesker for. Han har studeret filosofi. Han har en nærmest nietzscheansk tilgang til verden, at der ikke findes nogle objektive moralske regler. Vi sætter selv vores regler, vi bestemmer selv, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Så længe man ikke bliver taget, så har man ikke gjort noget forkert. Det er jo sådan en halvpsykopatisk måde at leve på, selvom for Nietzsche er det sådan, at overmennesket skal leve. 

Du siger jo faktisk ”vi”, men Jakob mener jo egentlig bare ”jeg”. Han ser det udelukkende fra sit eget perspektiv. Han er slet ikke en del af en fællesskabstanke. Han oplever verden ud fra sig selv, forsøger han at forklare jeg-fortælleren. Alle andre eksisterer i princippet kun for ham. 

”Tilfældige små menneskers tilfældige små love. Men ikke mine, for jeg har ingen.” For ham er der altså ingen respekt, empati eller indlevelse over for andre. De er bare redskaber for ham, hvilket jo også gør det ekstra dæmonisk i epilogen, at han ender i centraladministrationen. Altså derinde, hvor man skal sørge for, hvordan samfundet kører rundt. Der kommer til at sidde sådan en psykopat derinde. Ja, der ligger en eller anden form for kritik af, hvem der bestemmer i vores moderne samfund.