Mekanik: Bestemmelse af tyngdeaccelerationen - luftpudebænk

Uddrag

Dette forsøg gik ud på at få et faldende lod til at trække en ”vogn”. For at gnidningsmodstanden
ikke skulle få for stor betydning, foregik det hele på en såkaldt luftpudebane, der er et
stykke aluminiumsprofil med en masse huller, hvorigennem luft pustes ud. På den måde rører
vognen ikke banen, men svæver på luften. Luften fungerer altså som en slags pude mellem
banen og vognen. Deraf navnet!
Vi lavede i alt seks målinger, hvor vi først varierede vognens masse (m1) og derefter loddets
masse (m2). Selve forsøget foregik som følger:
Først forbandt vi vogn og lod med en snor, der kørte gennem en trisse. Herefter trak vi
vognen tilbage, så loddet kom op til bordkanten (lidt under). Når vognen så blev sluppet for
den forbi begge fotoceller, der var placeret med en indbyrdes afstand på cirka en halv meter.
Denne afstand har ingen betydning. Nu målte tidsmåleren, ved hjælp af de to fotoceller, den
tid det tog vognen at passere cellerne (t1 og t2), samt den tid det tog at køre fra den ene fotocelle
til den anden (Δt).
Disse data blev noteret, og vogn og lod blev vejet. Nu var det muligt at finde den hastighed,
hvormed vognen bevægede sig forbi fotocellerne (v1 og v2), og deraf finde vognens acceleration
(a).
Denne metode brugte vi seks gange, med variation af enten m1 eller m2.
Til sidst målte vi afstanden s, der var afstanden mellem start- og stoppunkt for fotocellerne
– og dermed tidsmåleren... Køb adgang for at læse mere Allerede medlem? Log ind