Kulturpolitik | Faircloughs kritiske | Diskursanalyse

Uddrag

Indledning

Ved regeringsskiftet i 2001 indtrådte Brian Mikkelsen som ny kulturminister.
Der har siden været stor polemik omkring hans ”faglige” tiltag på områder såsom bibliotekspenge, nedskæringer i adskillige råd og senest oprettelsen af det nye kunstråd.
Opgavens område, kulturpolitikken, er en social mellemmenneskelig aktivitet, og den debat, der her foregår, kan ses som en debat om hvilke tolkninger af virkeligheden, som er mest overbevisende. I opgaven har jeg valgt at fokusere hovedsageligt på den sproglige argumentation indenfor området.
Der har været stor diskussion omkring forskellen mellem kvalitets- og kulturopfattelser hos den siddende regering og de forrige. Brian Mikkelsen har i debatten fået mange hårde ord med på vejen, især fra kunstnernes side. Et eksempel på et sådan kritisk syn på den nye kulturpolitik ses f.eks. i bladet ”Kunst” fra ”Foreningen kunst” nr. 2,2002 i en leder skrevet af Ole Lindboe, hvor han skriver: ”Vi kender alle Dansk Folkepartis hjemstavnstænkning på feltet. De vil i bedste fald have nyt halm i træskoen. Partiet Venstre er kendt for sin markedsorienterede nytte-tænkning og de konservative for at danse lancier omkring kunsten iført hvide handsker og strittende lillefingre. Og skal vi tage statsministerens populistiske nytårs-betragtninger om eksperter bogstaveligt, vil kunst og kultur mere end før blive betragtet som en sag for de markedskræfter, som især partiet Venstre tilbeder så fanatisk.”.
Ved at fokusere på politiske redegørelser vil jeg undersøge i hvor høj grad, der egentlig er tale om forskelle i den argumentation og de værdisæt, der kommer til udtryk i kulturpolitikken.
Jeg har valgt at sammenligne Brian Mikkelsens bud på regeringens kulturpolitik med Ole Vig Jensens kulturpolitiske redegørelse fra 1989. Ole Vig Jensens kulturpolitiske redegørelse kan ses som et udtryk for den bredeste (radikale) tradition i dansk kulturpolitik, og den står derfor som et godt eksempel på en markant anderledes politik end den, Brian Mikkelsen repræsenterer i dag. Dansk kulturpolitik er præget af relativ stor konsensus, og derfor er det nødvendigt med en metode, som kan afdække de forskelle, som findes, bredt og præcist. Her mener jeg, at diskursanalysen med sit begrebsapparat og vægt på struktur gør det muligt formalistisk at gå ind og afdække, hvorledes modstridende positioner er konstruerede strukturelt.

---

Metode

Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse

Som den overordnede ramme for analysen af kulturpolitiske tekster har jeg valgt at benytte Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse. Denne retnings fortrin ligger i, at Fairclough undgår en radikal anti-essentialisme, idet han ikke betragter alt som diskurser og diskursivt bestemt. Diskurser indgår i et dialektisk forhold til andre sociale praksisser og samfundsmæssige forhold, som de både skabes af og er med til at skabe (Winther Jørgensen 1999,77).
Retningen bygger på en tanke om en tæt sammenhæng mellem den samfundsmæssige struktur og brugen af sprog. Således ses en forståelse af en gensidig påvirkning mellem de to niveauer, hvor måden at tale, skrive og kommunikere på afspejler samfundsmæssige forhold.
Faircloughs diskursanalyse er kritisk i kraft af hans forsøg på at afsløre diskursive relationer, som indebærer ulige magtforhold, dvs. ideologier (Winther Jørgensen 1999,75ff). Man kan dog stille spørgsmål ved Faircloughs brug af begrebet ideologi, da... Køb adgang for at læse mere Allerede medlem? Log ind