Analyse

Vores analyse af Klaus Rifbjergs digt “Livet i badeværelset” indledes med nogle arbejdsspørgsmål, som vi anbefaler dig at svare på som opvarmning. Du kan læse dig til svarene i vores analyse, som kommer ind på alle de elementer, der normalt indgår i en digtanalyse.

 Ser vi på digtets komposition og genre er det tydeligt, at “Livet i badeværelset” er et prosadigt. Formen i de seks strofer er fri og med vers, der hverken er lige lange eller rimer. Der er heller ingen fast eller  bunden rytme i digtet. Det betyder også, at der er tale om et modernistisk digt, hvor modernisternes verdenssyn kommer til udtryk i både digtets indhold og form.

I forhold til rim og rytme indeholder digtet en imponerende mængde bogstavrim. Disse bidrager blandt andet til at markere et stemningsskift halvvejs igennem digtet. Digtet har ikke en decideret rytme, men verslinjerne ‘knækkes’ på udvalgte steder. Det medfører fokus på det, der bliver sagt i verset, og opbygger spænding omkring, hvad der bliver sagt næst.

Digtet rummer kun lidt billedsprog, helt konkret sammenligninger og metaforer. De fleste af dem har med naturen at gøre og understreger digtets modsætning mellem det moderne og menneskeskabte over for det oprindelige og naturlige.

“Livet i badeværelset” rummer flere andre sproglige virkemidler såsom semantiske skemaer, negativt ladet ordvalg, intertekstualitet og ironi. Virkemidlerne har hver deres effekt og er blandt andet med til at tematisere, hvor barsk den overfladiske moderne virkelighed kan føles.

Rent fortælleteknisk har digtet et lyrisk jeg i form af sæben. Det er overraskende, at synsvinklen ligger hos en død ting - især når der faktisk er et menneske i digtet. Overraskelsen vokser, da magtforholdet mellem sæben og mennesket tipper, og sæben truer med at tage hævn.

Miljøet i digtet er badeværelset. Det er et hårdt, farligt miljø, hvor man let kommer til skade. Den nøgne menneskekrop fremstår fx meget sårbar i sammenligning med de hårde fliser og rør.

Se også vores vejledning til digtanalyse: