Fortælleteknik og personkarakteristik

Synsvinklen ligger hos sæben, som er det lyriske jeg

Synsvinklen i “Livet i badeværelset” ligger hos et stykke sæbe. Når der i digtet står “jeg”, “mit” og lignende, er det sæben, der taler. Dermed fungerer sæben også som digtets lyriske jeg. Det er usædvanligt, at sæben - en død ting - får lov at være i centrum, især i betragtning af at der faktisk er et menneske i digtet, nemlig den badende person.

Sæben beskriver detaljeret sin verden. Beskrivelsen er bundet op på især tre af de fem sanser: syns-, føle- og høresansen. I første og tredje strofe er det synssansen, der dominerer, idet sæben beskriver, hvordan badeværelset ser ud. I fjerde og femte strofe er følesansen i fokus: Sæben går fra at beskrive, hvordan den badende persons hænder føles, og hvordan sæben selv glider over personens krop, til pludselig at sige, at den ikke vil klemmes så hårdt.

I digtets sjette og sidste strofe er det høresansen, der dominerer. Sæben beskriver truende, hvordan den vil få personen til at falde brølende bagover, til kraniet knalder imod badekarret med en tør lyd. Da digtet slutter, kan vi næsten høre lydene for os.

Virkning

Vi er vant til, at det lyriske jeg i et digt er et menneske. Derfor reag...