I denne opgavehjælp hjælper vi dig med at skrive debatterende artikel om spørgsmålet ”Kan værk og kunstner adskilles?”. Opgavehjælpen er til opgave 4 fra skriftlig eksamen i Dansk A på STX fra 3. juni 2020.
Kan vi sætte en grænse for, hvor dårligt en kunstner kan opføre sig, før vi boykotter ham eller hende?
Du kan også diskutere Patricia Smollerups undersynspunkt, om at det er umuligt at sætte en grænse for, hvem eller hvad vi bør boykotte. En boykot af én kunstner kan derfor blive starten på en glidebane, hvor vi til sidst ender med et uoverskueligt antal boykots.
Et argument for synspunktet er, at det trods alt er de færreste mennesker, som ikke på et eller andet tidspunkt har sagt eller gjort noget forkert i deres privatliv. Selvfølgelig er ikke alle moralske overtrædelser lige alvorlige. Men hvordan bestemmer man på en retfærdig måde, hvilke overtrædelser, man kan tolerere, og hvilke, der skal føre til boykot? Det er svært at sætte en principiel bagatelgrænse. Derfor risikerer en boykot at føre til en glidebane, hvor stadigt mindre moralske forseelser i privatlivet fører til en boykot af en kunstners værker.
Et modargument kunne være, at vi jo i forvejen har en instans i samfundet, der afgør, om en handling skal straffes eller ej: retssystemet. Vi kan sætte den grænse, at hvis en kunstner har gjort noget strafbart i sin privatliv, så bør det afspejle sig i vores forhold til kunstnerens værk. Hvis privatpersonen bliver straffet af retssystemet, så bør vi som kulturforbrugere ”straffe” værket tilsvarende ved at boykotte det. På den måde er der klart definerede grænser for, hvilke værker, man bør holde sig fra.