Baggrundsinformation

Romantikken lagde vægt på indre værdier frem for ydre pragt

Romantikken var en litterær og kunstneriske periode, der prægede første halvdel af 1800-tallet. Det gjaldt både i Danmark og i rigtig mange andre lande. Romantikkens forfattere var optagede af menneskets indre værdier og følelsesliv frem for ydre pragt, som tidligere havde haft en anderledes høj værdi, blandt andet i barokken og klassicismen.

Sandheden skulle i romantikkens digtning og litteratur findes i menneskets indre. Sandheden var subjektiv for romantikerne. Det betød, at den fattigste person kunne have langt større indsigt end den rigeste, selvom den rige umiddelbart virkede mere imponerende og overbevisende. Romantikkens idealer handlede altså om at se bag om overfladen eller facaden.

Den ide betød dog ikke, at de sande værdier var tilfældige. Der fandtes for romantikerne en række universelle værdier og ideer om, hvad der var rigtigt og smukt. Men det var gennem det enkelte menneskes følelser, intuitioner og genialitet, at adgangen til de universelle værdier skulle findes.  

Det naturlige var et ideal for romantikkens forfattere

Romantikkens forfattere ophøjede det naturlige til et ideal for mennesket. De reagerede mod oplysningstidens tro på, at videnskaben og kulturen kunne redde folk fra nød og elendighed. Oplysningstidens moderne videnskab havde sat sig over naturen for at finde ud af, hvordan verden egentlig hang sammen. Men det kunne let føre til en overmodig og mekanisk tankegang, mente romantikerne.

De detaljerede og forfinede idealer, som prægede 1700-tallets kultur, havde ført mennesket for langt væk ...