Sonet V (5)

Digtet præges af modsætningen mellem det flygtige og det vedvarende

Sonet 5 er den første sonet i Sommerfugledalen, hvor der hverken er et åbenlyst lyrisk jeg eller et ”vi”/”os”, der sætter det menneskelige perspektiv i forgrunden. I stedet er det sommerfuglene, der bliver sat i forgrunden. Allerede første verslinje nævner tre sommerfuglearter, og i hele sonetten er det sommerfuglene, der bliver beskrevet, som om de var digtets hovedpersoner. 

De to første strofer beskriver sommerfuglene som nogle meget smukke væsner, der dog har et meget kort ”glædesliv”, som det hedder i verslinje 8. Det vil sige, at sommerfuglene beskrives som væsner, der oplever en kort lykke, inden de igen forsvinder. 

Sommerfuglene får dermed et flygtigt præg i sonetten, Samtidig fremstilles deres smukke udseende som noget grundlæggende, der varer ved. Det kan vi se mere konkret, hvis vi kigger nøje på strofe 1 og 2:

Som blåfugl, admiral og sørgekåbe
i farvens periodiske system
ved hjælp af blot den mindste nektardråbe
kan løfte jorden op som diadem,

som de i farvens klare sorgløsheder,
lavendel, purpur, brunkulssorte,
præcist indlejrer sorgens skjulesteder,
skønt deres glædesliv er alt for korte,

Digtet bruger udtrykket ”farvens periodiske system” i verslinje 2. Det skaber associationer til et grundlæggende system for inddeling af farver – på samme måde som det periodiske system er et system til inddeling af grundstoffer. 

Sommerfuglene har ifølge digtet en plads i farvens periodiske system. Dermed får de en slags fast plads i naturens farveorden, hvor de kan skabe stor skønhed (”løfte jorden op som diadem”). Skønheden er dog kun kortvarig for den enkelte sommerfugl, som det fremgår af strofe 2, men det er, som om de enkelte sommerfugle bidrager til en form for evig skønhed. ...