Sonet VIII (8)

Den ottende sonet rejser flere helt store spørgsmål

Det mest iøjnefaldende træk ved sonetkransens ottende sonet er de mange spørgsmål, der stilles. Digtet indledes med et spørgsmål: ”Et liv der ikke dør som ingenting?” Grammatisk set er sætningen ikke et spørgsmål, men en beskrivelse, sådan som formuleringen fungerer i slutningen af sonet 7. Men ved at tilføje spørgsmålstegnet bliver det til et spørgsmål, sådan som du kan høre det, hvis du lytter til Inger Christensens egen oplæsning af digtet (ca. 10:56-59).

Digtet indledes altså med et meget stort spørgsmål: Hvad er et ”liv der ikke dør som ingenting”? Hvad er det livet bidrager med, når vi nu på forhånd ved, at vi skal dø, og når vi kan se, at døden ødelægger og opløser alt det, som livet har været. Implicit i spørgsmålet ligger et andet spørgsmål, nemlig hvad der er tilbage af det enkelte liv, når døden har taget det? Er der en 'åndelig' rest, og hvor befinder livets ekstra betydning sig?

Digtet svarer herefter med noget, der kunne ligne et nyt spørgsmål (”Hvordan hvis vi i alt det menneskeskabte”). Men hele den lange sætning, der strækker sig fra verslinje 2 i strofe 1 til slutningen af strofe 2 slutter med et punktum og er altså ikke stillet som et spørgsmål. De to første strofer lyder sådan her:

Et liv der ikke dør som ingenting?
Hvordan hvis vi i alt det menneskeskabte, 
naturens sidste selvoptagne spring,
må se os selv i det på forhånd tabte,

må se den mindste stump af kærligheden,
af lykken i en formålsløs proces, 
gå ind i billedet af menneskeheden
som græsset, selv når det er gravens græs.

Det er et langt og gådefuldt svar, vi får på spørgsmålet om meningen med livet. I næste afsnit forklarer vi, hvad svaret kan betyde. I første omgang vil vi nøjes med at pege på, at sonet 8...