Fortælleteknik

Fortælleren er en personbunden tredjepersonsfortæller

“Nattens Dronning” af Tove Ditlevsen er fortalt af en personbunden tredjepersonsfortæller. Der er tale om en tredjepersonsfortæller, fordi fortælleren bruger navne samt stedord som “hun” og “han” om novellens personer. Denne brug af navne og stedord ser vi fx her: “Grete holdt spejlet for sin mor, mens hun pudrede sig og pressede den hvide englehårsparyk ned over panden”. 

Tredjepersonsfortælleren i “Nattens Dronning” er personbunden. Det betyder, at fortælleren følger én af novellens personer tættere end de andre personer. Den personbundne tredjepersonsfortæller fortæller historien gennem denne ene persons synsvinkel. 

I ”Nattens Dronning” er Grete den person, som fortælleren er bundet til. Det kan vi fx se her: “Grete hørte hende gå ud i entréen og tage sin frakke på”. I eksemplet bliver det tydeligt, at det er Gretes synsvinkel, fortælleren har adgang til. Fortælleren følger ikke moren, da hun går ud i gangen, men bliver hos Grete. 

Fortælleren er personbunden og knyttet til Grete. Det betyder, at fortælleren følger Grete. Fortælleren er dog ikke Grete. Fortælleren er en tredjepersonsfortæller, og derfor er det ikke kun er Gretes perspektiv på tingene, vi får. 

Novellens fortæller har i stedet et voksent blik på situationen. En 10-årig pige ville måske ikke sige, at hun blev “beklemt om hjertet” af at se sin far kigge på hende på en bestemt måde, eller at hendes øjne var “runde og blanke af betagelse”. Man kan sige, at fortælleren udgør en form for tolkningsfilter mellem Gretes oplevelse og læseren. Af den grund kan vi for eksempel også se det problematiske i morens opførsel, selvom Grete ikke selv ser det. 

Når vi forholder os til fortællertypens ...