Personkarakteristik

Vandringsmandens tanker og handlemåde fortæller os, at han har et optimistisk verdensbillede, der senere viser sig at være en illusion. Det indser han i sit møde med Else og Kathrine, fordi deres levevis udgør så stor en kontrast til hans romantiske verdensbillede. Personerne i “En Vandringsmand” er stereotype, og det fremhæver kontrasten mellem vandringsmandens verdensbillede og virkeligheden.

Vandringsmanden har et optimistisk verdensbillede, som er en illusion

I novellens første linje præsenteres vi for den unge vandringsmand, der er novellens hovedperson. Han er kommet til en ny egn og står og betragter nogle marker.

Vandringsmandens beskrivelser af sine omgivelser vidner om, at han tænker i dramatiske baner. Han beskriver, at snehimlen hænger ”som en Trusel over Jorden”, og han fornemmer ”Valpladsens storladne Tungsind” over stedet. Han går mellem helt almindelige marker, som ligger nøgne og kedelige hen om vinteren, men han beskriver dem på en poetisk og dramatiserende måde.

Vandringsmanden omtaler markerne som bondens gamle lidelses- og kamppladser og som en valplads, dvs. som en slags gammel krigszone. Han forestiller sig bøndernes fortid i 1700-tallet som decideret krig, lidelse og kamp. Han har i det hele taget en tydelig trang til at dramatisere bøndernes vilkår:

Derovre paa den høje, golde Bakke havde Bondebyen ligget. De smaa Sænkninger hist og her i Jordsmonnet viste endnu Brøndenes Plads. Deroppe laa de lave Lerhytter klinede til Bakkehældet; og inde i de mørke, fugtige Rum sad et forarmet og forkuet Folk ved Rugmelsgrød og Vallesøbe, bøjet af Værk, gnavet af Utøj — spidsende Ørene som en frygtsom Hund ved hver Lyd, der trængte derop fra Dalen.

Hans beskrivelser virker dramatiske på grund af ordvalg såsom: “mørke, fugtige rum”, “forarmet og forkuet Folk”, “bøjet af Værk, gnavet af Utøj”. Han bruger adjektiver som “forarmet” og “forkuet”, som vidner om, at han betragter bønderne som ofre.

Han betegner på den anden side sin egen samtid som "Frihedens, Fremskridtets, og Humanitetens Aarhundrede". Dermed siger han, at der heldigvis er sket store fremskridt, siden bøndernes dårlige vilkår var almindelige. De ringe vilkår ligger ham meget fjernt, og han kan ikke kan begribe, at det nogensinde har været sådan:

Hvor syntes det den unge Vandringsmand underlig fjærnt og ubegribeligt altsammen! Det var næsten ikke til at forstaa, at al denne Umenneskelighed virkelig havde fundet Sted saa nær op imod hans eget — Frihedens, Fremskridtets, Humanitetens — Aarhundrede.

Hans verdensbillede er altså meget positivt, og han virker meget stolt af den store udvikling, der er sket siden 1700-tallet.

Vandringsmandens verdensbillede sættes på prøve i mødet med underklassen

Vandringsmandens verdensbillede bliver sat på prøve, da han kommer til et spøgelsesagtigt hus. Vandringsmandens beskrivelser af huset har fokus på dets forfaldne tilstand. Han beskriver udførligt, at der er en muggen lugt, at rokken er skimlet, og at potteplanterne er henvisnede.

Han tænker instinktivt, at huset må være et levn fra fortiden, at ...