Fortælleteknik

“En Vandringsmand” fortælles af en personbunden tredjepersonsfortæller. Synsvinklen er indre og bundet til novellens hovedperson, vandringsmanden. Fortælleteknikken medfører, at vi får den samme oplevelse som vandringsmanden af, at Else og Kathrine er fremmede, samt at deres miljø virker som en ukendt verden, som vi udforsker. Novellen er fortalt med medsyn, og fremstillingsformen er scenisk. Novellen benytter sig af tankereferat og en ironisk fortællestil.

Fortælleren er en personbunden tredjepersonsfortæller

I “En Vandringsmand” har vi at gøre med en tredjepersonsfortæller. Fortælleren optræder ikke som et ”jeg” i historien, men fortæller i tredje person. Fortælleren taler om sin hovedperson ved at sige “en ung mand” og “han”: "Der gik en ung Mand henad en opkørt Markvej en Dag mellem Jul og Fastelavn. Han var fremmed der paa Egnen og havde længe gaaet i sine egne Tanker".

Vi kan betegne fortælleren i “En Vandringsmand” som en personbunden fortæller. En tredjepersonsfortæller er personbunden, hvis historien fortælles med indre synsvinkel igennem én bestemt person. Som læsere oplever vi “En Vandringsmand”s begivenheder igennem én bestemt person, vandringsmanden:

Hvor syntes det den unge Vandringsmand underlig fjærnt og ubegribeligt altsammen! Det var næsten ikke til at forstaa, at al denne Umenneskelighed virkelig havde fundet Sted saa nær op imod hans eget — Frihedens, Fremskridtets, Humanitetens — Aarhundrede

Novellen fortælles med udgangspunkt i vandringsmandens tanker og oplevelser. Vi oplever begivenhederne fra hans perspektiv, og vi får kun et indblik i Elses eller Kathrines tanker og følelser via deres replikker eller via vandringsmandens forestillinger om dem:

Tonen var saa vredladen, at han blev staaende uden at svare. Lidt efter raabte han dog tilbage: «Sig mig, hvem boer i det Hus her?» «Hvem der bor der?» «Ja.» Hun syntes at betænke sig lidt. Derefter kom det: «Kan det ikke være ham ligemeget?»

Her kan vi via vandringsmandens tanker forstå, at Kathrine er irriteret, og at hun tøver lidt med at svare, da vandringsmanden spørger, hvem der bor i huset. Men den viden er alene udtryk for vandringsmandens oplevelse af situationen.

Virkning

En personbunden fortæller medfører, at vi som læsere kommer tæt ind på livet af den person, fortælleren er bundet til. Ofte vil vi identificere os med – og få sympati for – personen. I “En Vandringsmand” er det van...