I podcasten medvirker Kasper (ph.d. i Litteraturhistorie) og Birgitte (cand.mag i Dansk og Engelsk). De er redaktører i Dansk på Studienet. Signe er podcastens vært.
Vi skal tale om "Glansbilleder", som er en novelle af Martha Christensen, der er skrevet i 1982, og det er Birgitte og Kasper, som er redaktører i Dansk, som jeg har med til at tale om novellen. Birgitte, kan du lægge ud med at introducere novellen for os?
Det er jo egentlig en frygtelig trist novelle, fordi den handler om den her ensomme, blinde unge mand, som pludselig er meget tæt på at få en ven i form af den her lille pige, han møder. Det kunne have været så godt, hvis bare de havde fået lov at være i fred, kan man sige, men så kommer der en mand og blander sig. Og så er det slut med det venskab. Så ja, så ikke nogen opmuntrende historie.
Skal vi bare kaste os ud og kigge lidt på kompositionen med det samme også?
Ja, lad os det. Langt hen ad vejen er den en klassisk novelle, så man kan hive fat i nogle af de klassiske ting, man kan kigge på i kompositionen. Altså for eksempel har den det, man kalder en in medias res begyndelse, fordi vi går sådan relativt lige på. Der står bare:
Han kunne ligne enhver langhåret ung fyr, som han sad der på bænken i sine blå, forvaskede cowboybukser og læderjakke med de skinnende knapper og søm, men brillerne han bar var så mørke at de helt skjulte øjnene og der lå en sort schæfer for fødderne af ham.
I starten ved vi ikke, hvad der sker. Der står han, men hvem er han så? Det er det, jeg mener med, at vi kommer pludseligt ind.
Vi hopper lige ind i præsentationen af ham. Det er lidt svært at navigere i, vi får selvfølgelig nogle idéer om, hvordan han ser ud her, og også den der brug af "men"...
