På de næste sider får du hjælp til at analysere “Glansbilleder”. Novellen er skrevet af Martha Christensen og udkom i 1982 i Hvis vi elskede mere.
Hvis du har behov for mere hjælp til at komme i gang med analysen på egen hånd, anbefaler vi, at du læser vores generelle vejledning til novelleanalyse:
Titlen har en dobbeltbetydning
Titlen ”Glansbilleder” har en dobbeltbetydning i teksten. Det henviser til de konkrete glansbilleder, som den blinde mand giver til pigen. Det er glansbillederne, der er med til at knytte dem tættere sammen:
Hun fik den, så snart hun havde sat sig, og rev den op med det samme og der blev helt stille ved siden af ham. Så stille at han et øjeblik uroligt måtte tænke at så var de glansbilleder nok ikke nær så pæne som han havde forestillet sig eller hun havde dem i forvejen. Så han et øjeblik måtte tænke at så var det også lige meget, så skulle hun i hvert fald ikke få flere af ham. Til det sukkede dybt og lykkeligt og han pludseligt havde hendes tynde arme om sin hals og hendes hede pusten mod sin kind.
Da han giver hende de glansbilleder, som han har købt, bliver det kulminationen på deres venskab. Han er blevet så glad for hendes selskab, at han har bevæget sig hen i en butik for at gøre hende glad, selvom han hader butikker. Hun bliver så glad for glansbillederne, at hun kaster sig i armene på ham og krammer ham. Det er første gang, at han mærker hende, og ved at røre ved hende kan han danne sig et billede af, hvordan hun ser ud.
Titlen henviser samtidig også til, at det venskab, som de udvikler er for godt til at være sandt. Det er et forskønnet billede, ligesom et glansbillede. Det kan ikke fungere i virkeligheden. Det ser vi til sidst, hvor omverdenens fordømmende syn ødelægger venskabet. Den fremmede mand ser på den blinde mand og pigen og er sikker på, at den blinde er ude på noget. Derfor bryder han ind og stopper deres venskab.
