Analyserende artikel
I denne vejledning får du hjælp til at skrive analyserende artikel i Dansk på STX og HF. Vi forklarer vi dig, hvordan du skal opbygge din artikel, og hvordan du skriver godt og tekstnært, så du undgår typiske fejl. Du får også konkrete eksempler på opgaver til topkarakter, som du kan læse og lære af. Alt materialet i webbogen er skrevet af erfarne undervisere, inkl. eksempelopgaverne.
Du vil komme til at skrive rigtig mange analyserende artikler i løbet af din uddannelse. Vores vejledning hjælper dig hele vejen, både til dine almindelige afleveringer og som træning til skriftlig eksamen.
Hvad er en analyserende artikel i Dansk?
Artiklen ligner ikke de genrer, du kender fra folkeskolen, men den er en vigtig opgavegenre i Dansk på STX og HF. I opgaven skal du undersøge et danskfagligt emne. Det skal du gøre ved at analysere og fortolke en eller flere tekster. Det kan både være skrevne tekster og medieklip. Afhængig af hvilke krav opgaveformuleringen stiller, skal du også sammenligne, vurdere eller perspektivere.
Vejledningens opbygning
Første del viser dig kort og klart, hvordan du opbygger din analyserende artikel.
Anden indeholder vores eksempelopgaver. De er en supergod hjælp til at forstå forskellen på fx analyse, vurdering eller perspektivering. Du kan også bruge dem til at se, hvordan du får din opgave til at hænge sammen. Vi har lavet grundige forklaringer til de enkelte dele.
Tredje del viser dig i 5 trin, hvordan du skriver en god opgave. Du får både hjælp til forarbejdet, skriveprocessen og det afsluttende rettearbejde.
Fjerde del forklarer dig kort, hvad det vil sige at formidle klart og korrekt. Vi kommer omkring din rolle som afsender, godt sprog samt citatteknik.