I denne analysehjælp får du hjælp til at analysere digtet ”Smil” af Benny Andersen. Digtet er udgivet i Den indre bowlerhat i 1964.
Det er digt, som ironiserer over danskernes tendens til at undertrykke deres indre frustrationer og oprørstrang. I stedet kræver normerne, at de konstant går omkring og er smilende. Selvom de måske slet ikke er særligt lykkelige.
Du resumé og arbejdsspørgsmål, som kan hjælpe dig godt i gang med digtet. Derefter gennemgår vi de vigtigste elementer, som det er godt at have med i analysen. Vi hjælper dig også med at fortolke det.
Desuden kan du høre vores podcast, hvor vi går endnu mere i dybden.
Her kan du læse vores generelle råd om brugen af analysehjælp.
Uddrag
Her kan du læse et uddrag fra analysehjælpen:
Digtets indre komposition viser jegets udvikling
I ”Smil” sker der en udvikling med jeget og smilet fra første strofe til anden strofe. Første strofe begynder med jegets naturlige kropslige reaktioner, som alle kan ses som modsætninger til at smile og være glad:
Jeg blev født med et vræl
skrålende modtog jeg dåben
tudede når jeg blev tævet
skreg når bier stak mig
Han lærer dog, at han skal smile i alle livets situationer. Også de absurde. Det gøres synonymt med at blive dansk og borger i smilets land.
Efter at have lært at smile, begynder han i anden strofe at beklage sig over smilet. Her kan jeget ikke få smilet af. De naturlige reaktioner er blevet blokerede af det tillærte og påtvungne smil:
jeg kan ikke få mit smil af
undertiden vil jeg græde
eller bare hænge med skuffen
eller protestere mod andre smil
der dækker over råddenskab og blodtørst
men mit eget smil er i vejen
Jeget kan ikke længere udtrykke sig naturligt som i første strofe. Derimod bliver smilet en byrde for ham, og han slutter digtet af med bemærkningen om, at det ikke er morsomt at være borger i smilets land.
Overordnet ses altså en udvikling fra de naturlige, umiddelbare reaktioner til det kulturelt påbudte smil. Selvom han stadig som voksen kan have lyst til at græde, så sidder smilet fast på ham.
