Du lytter til Kasper (ph.d. i Litteraturhistorie) og Michael (cand.mag i Dansk og Filosofi), som er redaktører ved Studienet. Signe er vært for podcasten.
Vi skal tale om "Smil", som er digt af Benny Andersen fra 1964, og det er Michael og Kasper, som er redaktører i Dansk, som jeg har med til at tale om digtet. Michael, kan du lægge ud med at introducere digtet for os?
Ja, det her digt, det er i virkelighed en klassisk tematisering af noget modernitetskritik. Hvordan det er at være et moderne menneske og her i form af det her nærmest symbolske smil.
Det hedder jo "Smil", som både på den ene side er et navneord "et smil", men det kan også læses som en bydeform, "smil!" Og der ligger nok begge betydninger i det her digt.
Det er, som om det bliver et gennemgående symbol på de normer, vi skal leve op til i den moderne verden. Det er nogle normer, som i virkeligheden er overfladiske og egentlig gør os passive, og gør vi ikke rigtig har hold på vores egen tilværelse, selvom det lyder rart at smile. Men det er sådan en tematik, vi ser i utallige andre digte gennem tiderne.
Hvad med opbygningen af digtet? Kan vi sige noget om det?
Hvis man kigger på det, som det typisk er optrykt, så er det egentlig delt i to strofer, der er nogenlunde lige lange. Den første er lidt længere, og der er nogle indryk i begge strofer, som man også godt kan lægge noget i. Men overordnet set er det mest påfaldende, at der kun er ét stort begyndelsesbogstav og så et punktum til allersidst. Så på en måde er det en lang sætning, vi får.
