Religionskrige

Sideløbende med renæssancen var det europæiske kontinent plaget af krige, der typisk var motiveret af en blanding af religiøse uenigheder og politiske magtkampe. En væsentlig katalysator for dette var reformationen, hvor protestantismen opstod som en konkurrent til katolicismen. Efter talrige mindre krige mundede stridighederne ud i Trediveårskrigen, der omfattede en lang række nationer og blev den sidste store religionskrig i Europa. Den sluttede med Den Westfalske Fred i 1648.

På de følgende sider går vi i dybden med henholdsvis de krige, der kom før Trediveårskrigen, og selve Trediveårskrigen.

Her kan du læse et uddrag fra siden “De tidlige religionskrige”:

Filip d. 2. af Spanien var glødende katolik. I 1588 sendte han en stor armada på omkring 130 krigsskibe mod England. Målet var at tage hævn over den protestantiske engelske dronning, Elizabeth d. 1., der i 1587 havde henrettet den katolske dronning af Skotland, Maria Stuart. Desuden var spanierne vrede over, at engelske skibe flere gange havde angrebet og plyndret spanske skibe samt støttet de protestantiske oprørere i Nederlandene, som hørte under Spanien. Med angrebet håbede Filip d. 2. på at vælte Elizabeth d. 1. og gøre England katolsk.

Spanien var en stor militærmagt og betragtede sandsynligvis deres flåde som uovervindelig. Men i et søslag ud for den franske kyst blev de tunge spanske skibe overvundet af englændernes, der var mindre og hurtigere. Resterne af den spanske flåde blev på hjemturen ramt af voldsomme storme ved De Britiske Øer, så endnu flere skibe gik tabt. Langt under halvdelen af flåden nåede hjem til Spanien.

I 1596 og 1597 forsøgte en ny spansk armada at angribe England, men fejlede igen. Nu var det utvetydigt England, der var den største sømagt af de to nationer.