Fortælleteknik
Digtet har en tredjepersonsfortæller
Fortælleren i “Plasticsolen” er en tredjepersonsfortæller. Der er således ikke noget lyrisk jeg i digtet. I stedet ser fortælleren byen og omgivelserne udefra og oppefra, som om fortælleren svævede frit over byen.
Det kaldes af og til for en olympisk fortæller, efter den græske mytologi, hvor guderne holdt øje med menneskene fra deres bolig på bjerget Olympos.
Det er altså en slags alvidende fortæller, men vi hører ikke noget om, hvad personerne i digtet tænker eller føler. Så fortælleren har hovedsageligt ydre synsvinkel.
Til eksempel beskrives de blinde børn og den unge mand på linen mellem tårnene kun udefra. Dette ændres dog til sidst, hvor fortælleren næsten identificerer sig med “de levende” ved selv at føle deres sanseindtryk:
Nylonvinden blæser koldt
og dækker de levendes hud
med et tyndt lag smerte.
Her ser vi, hvordan fortælleren lever sig ind i sansningen af den kolde vind mod huden. Smerten beskrives dog som "et tyndt lag", der "dækker de levendes hud". Smerten beskrives altså også udefra og ikke i kraft af den særlige følelse, den giver digtets personer.
