Vi skal tale om ”Nultime”, som er et digt af Klaus Rifbjerg fra 1960, og det er Michael og Birgitte, som er redaktører i Dansk, som jeg har med til at tale om digtet. Birgitte, når jeg læser det her digt, så synes jeg umiddelbart, det er lidt svært at finde hoved og hale i. Har du et bud på, hvordan vi kan kaste os ud i det jeg?
Jeg tror, jeg vil starte med at sige, at man ikke skal gå i panik i hvert fald. Fordi det er svært. Det er mega svært, det her digt, rent ud sagt. Men det betyder ikke, at man ikke kan få noget ud af det.
Det kan være, vi skal starte med lige at få det store overblik. Man kan jo lægge mærke til, at det er skrevet i fri form, så det vil sige, det er jo næsten skrevet i prosa. Det er ikke ordnet nydeligt i strofer, der har samme længde og sådan noget. Men der er fire strofer, og der er en forskellig handling i hver af de her fire strofer. Så det kan være en god måde at inddele det for sig selv på.
Det er lidt som om, at i den første strofe, der har vi en slags stilhed før stormen tilstand. Der er noget med en bugt, altså noget vand, man ser ud over. Lige om lidt kommer der til at ske noget, kan man mærke. I strofe to bygges spændingen videre op, og der bliver beskrevet, hvordan nogle insekter flygter osv. Det er som om, hele naturen kan mærke, at lige om lidt sker der noget.
I strofe tre, der har vi en eller anden form for eksplosion, hvor der er nogle fisk, der bliver slynget op i luften, så det det i treeren, det sker. I fireren, det er så efter. Så står man tilbage i tomheden bagefter i den her nultime, som vi kan vende tilbage til, hvad så er.
