På de næste sider får du hjælp til at analysere “Nultime”. Digtet er skrevet af Klaus Rifbjerg og udkom i 1960 i Konfrontation.
Hvis du har behov for mere hjælp til at komme i gang med analysen, anbefaler vi, at du bruger vejledningen til digtanalyse.
Strofe to opbygger stemningen, indtil den forløses i en eksplosion
I strofe to fortsætter spændingsopbygning, indtil det kulminerer med en detonation af bomben. Insekterne forsøger at komme væk. Selv de har på fornemmelsen, at noget skæbnesvangert skal til at finde sted:
Nultimens ure haster med visere
som gale rygsvømmere, insekter på flugt
over truende stilhed væk fra os
Det er os, menneskene, som insekterne flygter fra. Urenes visere er hastigt på vej mod nultimen, som signalerer både undergang og en ny begyndelse. Alt er stadig stille, men stilheden er truende, ikke rolig og idyllisk.
Hele digtets scenarie udspiller sig ved en bugt, som ikke er beskrevet i romantiske, idylliske vendinger. Stranden er tværtimod rodet til med menneskets teknologiske og videnskabelige anordninger. Det er, som om mennesket selv har banet vejen for den forestående katastrofe med al den moderne teknologi, som det har plantet i verden.
I slutningen af strofen bliver det endelig for meget, og spændingen bliver forløst i en eksplosion. Alting blæses væk af ”den første vind”, som kunne være vindstødet fra f.eks. en atombombe. Formuleringen ”skær falder” kunne henvise til det skær, det lysglimt, som kommer fra eksplosionen...
