Billedsprog og andre virkemidler

Her går vi i dybden med billedsprog og andre sproglige virkemidler i Schack von Staffeldts “Indvielsen”.

Naturen bliver besjælet i digtet

Den mest anvendte type billedsprog i “Indvielsen” er besjælinger og helt konkret af naturen. Besjæling er et meget typisk virkemiddel for romantikkens digte. 

Allerede i første strofe hører vi, hvordan “Himlene smilte”, og “Bölgerne hvilte”. En lignende besjæling optræder i strofe 3: “Vindene talte.” I disse eksempler får naturen altså tillagt menneskelige egenskaber og bliver dermed besjælet. 

Digtet kulminerer i de sidste to vers i strofe 3, hvor vi har en besjæling af naturen som helhed:

Et Hierte slog varmt og kiærligt i Alt,
I Alt mig vinked’ min egen Gestalt.

Det lyriske jeg har haft en længsel efter enhed og efter at føle sig forbundet med verden omkring sig. Dét opnår han nu. I første verselinje mærker han et “Hierte” slå i alt i naturen. Vi kan tolke hjertet som et billede på Guds ånd. Romantikerne mente nemlig, at Guds ånd gennemstrømmede alt i verden. Denne opfattelse kaldes panteisme. Jeget erkender altså Guds tilstedeværelse eller den åndelige verden, og det gør tilsyneladende, at han ikke føler sig alene mere.

I anden verselinje synes jeget, at han ser sin “egen Gestalt”, dvs. sig selv, i alting. Der er ikke længere nogen modsætning eller afstand mellem det lyriske jeg og naturen. De er smeltet sammen, og han oplever en dyb følelse af samhørighed. 

Hvis “Indvielsen” var sluttet med naturbesjælingerne i strofe 2 og sammensmeltningen mellem jege...