Det er et godt billede på, at der er noget under overfladen på voksenfortælleren, der trænger sig på, men som han ikke vil anerkende eller sætte ord på. Så det kommer nærmest ud gennem sidebenene gennem hans ordvalg, uden at han selv er klar over det.
Ja, det er en støj, der bryder ind i fortællingen et par steder. Fx lige efter han har gjort klart, at Jensen "udpegede en retning for os med sin hvide p**". Så står der så:
I det stadigt tættere mørke er linjerne udviskede, konturerne falder sammen i en buldrende, trykket uformelighed og larmen fra busserne er aftaget. Nu er det mere støjen fra værtshuset, der når her op. Refrainsangerindens stemme bærer igennem, men mærkværdigvis også de dybe basslag en gang imellem og saxofonens overgangsstemme. Denne urolige kønslighed, uden afgrænsning, formløs og tilfældig.
Det fortsætter så. Det er nærmest som en fortrængt erindring af det erotiske og driftsmæssige. Til sidst er det, som om det er endt inde i ham:
Minderune uden at dirre på hånden – eller mejslen, skulle jeg måske sige? Jeg kan ikke se nogetsomhelst mere, hverken pen eller papir. Lydene har taget til, nej, den anden støj er blevet svagere, så nu stiger styrken i lydene indefra. Der er ingen grund til at lægge skjul på det
Her får vi billedet af lydene som det underbevidste, der trænger sig på. Spørgsmålet er så, hvad er det? Men det er nok, som vi har været inde på, at han er mere fascineret af det, der skete hos Jensen, end han vil være ved. Ja, vi kan også se ordvalget flere steder, at han selv som voksen er i tvivl: var det her misbrug?
