Du skal være opmærksom på, at behandlingen af disse punkter er meget grundig, men langt fra udtømmende. Der er nemlig mange forskellige måder at analysere og tolke komedien, hvilket er med til at holde dens tekst interessant også i nutiden. Det betyder også, at du ikke nødvendigvis skal inddrage det hele i din egen analyse.
Humoren er central for komedien
Erasmus Montanus er en komedie. Derfor har humoren også en central plads i både sproget og skuespillernes opførsel på scenen. Det komiske er således både sprogligt og kropsligt.
Humoren i stykket er oftest den type humor, vi kalder for overlegenhed. Det er en typisk dansk humorform, som vi også ser i nutidens tv-reklamer. Her præsenteres vi for direkte tåbelige eller i hvert fald mindre begavede personer, som kommer galt af sted i deres dumme måde at opføre sig på. Det udløser latter hos publikum, fordi de tænker “godt, det ikke er mig!”.
Humoren baseret på overlegenhed har i Holbergs komedier også en opdragende effekt på publikum. Ved at fremvise og latterliggøre den forkerte måde at opføre sig på som menneske, kan publikum se, at de ikke selv skal være på den måde.
Det hele er dog ikke overlegenhedshumor. Der er nemlig også mange steder, hvor Holberg får publikum til at le, fordi han berører tabuer som religion, seksualitet og kroppens udsondringer, som fx afføring. Et tabu er noget, som vi normalt ikke vil tale om, men som vi kan få afløb for på en uskadelig måde ved at grine af det.
Den kropslige humor
Montanus er første gang med i stykket i anden akts første scene. Her har han en monolog til publikum. Dialogen er ikke i sig selv morsom. Til gengæld bruger Holberg gennem regibemærkningerne kroppen til at skabe humor.
