Erik Scavenius

Erik Scavenius (1877-1962) var både udenrigsminister (1940-43) og statsminister (1942-43) under besættelsen. Scavenius forsøgte at være imødekommende over for besættelsesmagten for at sikre Danmark så meget selvbestemmelse som muligt. Scavenius betragtes i dag som en af de mest centrale politikere bag samarbejdspolitikken.

Scavenius før besættelsen

Erik Scavenius fungerede som udenrigsminister under 1. Verdenskrig, hvor han lykkedes med at forsvare Danmarks neutralitetspolitik over for især Tyskland og dermed holde Danmark ude af krigen. Han havde som politiker vundet en vis anseelse i Tyskland, og i Danmark var han populær, fordi han havde formået at håndtere den store nabo mod Syd, Tyskland.

Scavenius under besættelsen

Erik Scavenius fungerede i 1940-42 udelukkende som udenrigsminister og fra 1942-43 som både udenrigs- og statsminister. Herunder kan du læses om begge perioder.

1940-1942

Erik Scavenius kom under besættelsen til at spille en stor rolle i dansk politik, da han blev udnævnt som udenrigsminister den 8. juli 1940. Tyskland havde erobret store dele af Europa i løbet af sommeren 1940, og Danmark ønskede at tilpasse sig Tyskland ved at indsætte en yderst erfaren politiker som Scavenius, der tilmed var respekteret af de tyske politikere. Den 8. juli blev Scavenius udnævnt som udenrigsminister i en ny samlingsregering, hvor han kom med 8. juli-erklæringen. Erklæringen argumenterer for, at Danmark skal samarbejde aktivt med besættelsesmagten:

Ved de store, tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er ...