Jul

Her får du hjælpe til at analysere og fortolke Klaus Rifbjergs digt “Jul”.

Resumé

”Jul” er det afsluttende digt i Rifbjergs digtsamling Under vejr med mig selv. Det kan læses som alternativ julesang. 

I strofe 1 opfordrer det lyriske jeg bondemanden til at stoppe sin kane. Jeget vil nemlig fejre julen under dynen med sin kone. Det antydes, at fejringen foregår hedt, for hesten bliver sendt om bag et træ med besked på ikke at rødme. Det er i øvrigt en helhest – et traditionelt sygdomsvarsel, som sendes om bag træet.

I strofe 2 ringer de symbolske jule- og himmelklokker. Julens travlhed kalder på parret. Men de vælger at blive liggende i sengen, der er deres egen lille himmel. I strofe 3 ser jeget sig selv som herlig julebuk, som kan skræve over konen. I strofe 4 taler jeget om at spise julegrød med konens mave som fad og navlen som smørhul. En navle som endda kigger på ham med nisseøjne. Vi skal næppe forstå det bogstaveligt, men mere som en metafor for jegets kropslige begær efter hende.

I strofe 5 går billedsproget i en ny retning. Nu bliver kvindens krop til en lun rede som kalder på jegets legemes fugl. Jeget gør lidt nar af sit eget opstemte billedsprog, men erklærer alligevel, hvordan fuglen finder hjem, og det bliver en glædelig jul. Samlejesymbolikken burde være oplagt for de fleste læsere her.

Ordforklaringer

Helhest: en mytologisk trebenet og hovedløs hest som varsler sygdom og død.

Fager: dejlig

gulspættet: plettet ...