Opgaveformulering
Når skriveperioden starter vil du få din opgaveformulering udleveret. Opgaveformuleringen er den endelige køreplan for dit projekt, da den stiller de helt præcise krav, som du skal opfylde i opgaven.
Opgaveformuleringen bygger på din problemformulering
Når vejlederne laver opgaveformuleringen, så tilretter de din problemformulering. De skal med opgaveformuleringen sikre, at det er muligt og realistisk for dig at opfylde de overordnede faglige mål for studieområdeprojektet.
Derfor vil de kigge på, om din problemformulering behandler både fagspecifikke og tværgående problemer, sådan at fagene får mulighed for at spille sammen. De vil også sikre sig, at du bruger fagene på et passende niveau, og at du mindst i ét af fagene går ud over det, som du har lært i undervisningen.
I langt de fleste tilfælde vil du kunne genkende det meste af opgaveformuleringen fra din problemformulering, især hvis du har lavet et godt og grundigt stykke arbejde, da du skrev din problemformulering.
Har din problemformulering omvendt været meget mangelfuld eller medtaget urealistiske punkter, så vil din opgaveformulering kunne se markant anderledes ud. Typisk vil dine vejledere advare dig om ændringerne på forhånd, sådan at du kan tage højde for det i dine forberedelser op til skriveugerne.
Eksempel på opgaveformulering
Afhængigt af fagene og dine vejledere, kan opgaveformuleringer udarbejdes forskelligt. Her er et eksempel på, hvordan en opgaveformulering kan se ud:
...