Erhard Niklasson

Erhard er juridisk kandidat og har større livserfaring

Erhard er en juridisk kandidat, som arbejder på det samme kontor som jegfortælleren. De indleder et kort forhold, da Erhard tager kontakt til jegfortælleren, som har stirret på ham ”i smug”. Erhard er hemmeligt homoseksuel, ligesom jegfortælleren er det. 

Erhard er lidt ældre og har en større livserfaring. Han lever et dobbeltliv, hvor han i det skjulte udlever sine forbudte drifter. Erhard indvier jegfortælleren i sit dobbeltliv, da han indser, at jegfortælleren også er homoseksuel. Om natten er Erhard alt det forbudte, som jegfortælleren længes efter om dagen. 

Erhard er magtfuld, løssluppen og erotisk fristende. Han lever en slags jetsetliv på smarte restauranter, og han holder vilde orgier i sin lejlighed. Han får jegfortælleren til at drikke og ryge, og han indvier jegfortælleren i mulighederne for at leve et homoseksuelt dobbeltliv. Han bliver jegfortællerens indgang til mørket, lysterne og drifterne. 

Det er sigende, at Erhard vokser om natten i jegfortællerens øjne – han forvandler sig fra en almindelig jurist til en karismatisk og erotisk skikkelse. 

Erhard undertrykker sin seksualitet om dagen, men udlever den om natten

Om dagen er Erhard ligesom alle de andre jurister på kontoret. Om natten lever han et vildt liv med fester og orgier, som giver ham mulighed for at udleve sin seksualitet. Erhard og jegfortælleren indleder et romantisk forhold over de tre døgn, som de tilbringer sammen, inden Erhard begår selvmord. 

Erhard har tilsyneladende en del erfaring med sit dobbeltliv. Selvom han drikker en masse alkohol om natten, kan man intet mærke på ham dagen efter på kontoret. Jegfortælleren er endnu ikke helt lige så hårdfør. 

Erhard bliver væk for jegfortælleren hver nat

Erhard er generøs nok til at invitere jegfortælleren med ind i sit dobbeltliv. Han introducerer jegfortælleren til et miljø, hvor han ikke behøver at skjule sin homoseksualitet. Erhards opførsel har dog også nogle lidt mystiske sider. Det er især påfaldende, at Erhard forsvinder for jegfortælleren hver gang, de er ude sammen. 

Den første nat forsvinder Erhard, mens jegfortælleren er på toilettet for at vaske og sunde sig, efter en kvinde har kaldt ham for ”homoseksuel”. Den anden nat falder jegfortælleren i søvn på en sofa i det, der muligvis er et bordel. Da han vågner, er Erhard væk.

Den sidste nat er Erhard også væk, da jegfortælleren vågner. Inden jegfortælleren faldt i søvn, blev han omfavnet bagfra, formentlig af Erhard. Det antyder, at de endelig har haft sex med hinanden. 

Erhards forsvinden kan tolkes på flere måder. 

Måske føler Erhard sig bare ikke ansvarlig for jegfortælleren i en sådan grad, han synes han behøver at fortælle ham, når han går? Måske er han så fuld, at han ikke ved, hvad han gør? 

Eller måske er Erhards natlige forsvindingsnumre noget, som jegfortælleren finder på for at dække over hændelser, der kommer for tæt på hans homoseksualitet? Hver aften kulminerer med en slags blackout hos jegfortælleren, hvorefter Erhard er væk – det kunne tyde på, at der er sket noget mellem jegfortælleren og Erhard, som jegfortælleren ikke ønsker at dele. Derfor lader han, som om han er faldet i søvn eller intet kan huske.

Erhard begår selvmord den sidste nat

Den sidste gang Erhard forsvinder, har han formentlig haft sex med jegfortælleren forinden. Jegfortælleren finder Erhard på et badeværelse, hvor han har begået selvmord ved at skære halsen over med en barberkniv:

Hans krop var af sin egen vægt presset en del ned i wc-kummen og overalt syntes han skrumpet ind, udmarvet, ja udsuget, som om en vampyr og ikke en barberkniv, havde gjort ende på hans liv.

Jegfortælleren beskriver synet af Erhards lig på en meget billedrig måde. Erhard ser ud, som om han er blevet udsuget af en vampyr. Billedet antyder, at Erhard har slået sig selv ihjel, fordi han har følt sig drænet. 

Måske er han drænet af bekymringerne omkring at leve et dobbeltliv. Måske er det bekymringerne om at have lukket jeget ind i sit dobbeltliv, der har knækket ham. Erhard har blottet sig ved at afsløre sin homoseksualitet for jegfortælleren, der arbejder på samme kontor. Han har blottet sig og mudret grænsen mellem sine to liv. 

Erhard kan måske delvis tolkes som en side af fortællerens personlighed

En radikal læsning af novellen er, at Erhard delvis kan tolkes som en manifestation af jegfortællerens undertrykte drifter. Erhard er formentlig en rigtig person på kontoret om dagen. 

Men nattens Erhard kan måske tolkes som et billede på jegets forbudte drifter, som lokker ham ud i stadigt vildere situationer – barer, bordeller og orgier – inden jegfortælleren bliver bange. Erhards selvmord er i denne læsning et billede på, at jeget endegyldigt fortrænger sine homoseksuelle drifter.

Denne tolkning kan også forklare, hvorfor Erhard bliver ved med at forsvinde – han er slet ikke virkelig. Han er en repræsentation af jegfortællerens undertrykte drifter. Det er som sagt en radikal psykoanalytisk fortolkning, som nok er mulig, men ikke nødvendig. Vi kan også sagtens læse novellen, som om Erhard er en rigtig person, både om dagen og om natten. ...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind