Sådan finder du kildeoplysninger

Det er ikke altid lige let at finde de rigtige kildeoplysninger: Hvor har din lærer hentet den kopierede artikel? Hvor kommer det gode citat fra? Hvem er afsender på hjemmesiden? Vi viser dig også, hvad du skal gøre, hvis du mangler oplysninger på dine kilder.

Hvor kan du finde oplysningerne på internetkilder?

Kildehenvisninger til internetsider kan give dig problemer. Det er altid let at finde webadresssen altså URL’en, og du ved jo selv, hvornår du har læst på siden. Men det kan være svært at finde oplysninger som forfatter, dato, webstedets navn, titlen på siden o.s.v. Lad os se på et eksempel og så tage det punkt for punkt.

I dette eksempel er alle de nødvendige oplysninger til din kildehenvisning lette at finde på siden. Men det er desværre ikke altid tilfældet.

Find navnet på webstedet

Navnet på selve webstedet kan du som regel finde ved at 'rense' webadressen:

https://www.fff.org/2015/01/08/communists-won-cuban-missile-crisis/

Slet alting hen til den simple adresse, som er webstedets ‘forside’:

https://www.fff.org/

På den side vil du ofte kunne finde webstedets navn. I eksemplet står webstedets navn dog også i logoet på siden. Men det kan være en god idé at tjekke efter.

Find navnet på forfatteren eller afsenderen

Mange gange vil du støde på sider, hvor forfatterens navn ikke er nævnt. Du kan så vælge at bruge selve webstedets navn eller navnet på den organisation, virksomhed eller myndighed, der står bag webstedet.

En del websteder skriver en afsender i bunden af siden eller evt. i et menupunkt om selve siden - typisk med titler som “About…” eller “Om….”.

Find titlen på indholdet af siden

Det er vigtigt at skelne mellem navnet på webstedet og titlen på sidens indhold. Det er to forskellige oplysninger, som begge skal være med i dine kildehenvisninger. I de fleste tilfælde vil titlen på sidens indhold være den overskrift, du møder over sidens almindelige brødtekst.

I vores eksempel kunne man måske tro, at titlen på indholdet af siden var “Hornberger’s Blog”, men ser du så på artiklen, så er det klart, at dens titel er “The Communists Won the Cuban Missile Crisis”. 

Siden forklarer også, at Hornberger er stifter og leder af organisationen, som står bag websitet, derfor kan vi også roligt tro på, at hans holdninger er udtryk for organisationens holdninger. Vi vælger derfor at lade selve hovedsidens navn være navnet på siden.

Nogle gange har f.eks. en avis mange forskellige bloggere. Her bør du altid nævne bloggerens navn, fordi bloggernes holdninger som regel er deres egne og ikke avisens.

Hvor kan du finde oplysningerne på bøger og artikler?

Du kan tit komme ud for, at det er svært at finde de præcise oplysninger på dine kilder. Det er let nok, hvis du sidder med bogen i hånden, så slår du op på bogens første sider. Som regel er der et titelblad, dvs. en side med bogtitlen, og efter den kommer så en side med bogens oplysninger. Af og til er du dog nødt til at google forlagets navn, hvis du skal have en by med i kildehenvisningen.

Men det kan også være, at du sidder med et uddrag fra en bog eller en artikel f.eks. som fotokopi, link eller pdf, men ikke har fået alle oplysningerne med. Så er der flere gode sider, der kan hjælpe dig.

Brug bibliotek.dk til at søge navne, overskrifter og titler

På de danske bibliotekers hjemmeside kan du søge på både bøger, artikler og andre materialer. Du skriver bare de oplysninger ind, som du nu har. Fx en overskrift fra din kilde eller et forfatternavn til en artikel. 

Bibliotek.dk registrer alle former for materialer, og de er ret grundige. De lægger ofte bogens indholdsfortegnelse ind på opslaget om den. Det gør det let at finde frem til bogen, selv hvis du sidder med et kort uddrag.

Her har vi på bibliotek.dk fundet kildeoplysningerne på.digtsamlingen, hvorfra digtet "At kalde dig delfin er ingen overdrivelse" kommer. Vi søgte på digtets titel.

Brug Google Books til at søge på citater

Google Books kan du se uddrag af teksten i mange bøger. Det er dog ikke alle forlag, som har tilladt Google at vide uddrag. Google kan dog tit være en god hjælp, hvis du tager et citat fra din kilde og søger på.

Vælg et citat, som indeholder nogle fagudtryk eller er formuleret specielt, så er der større chance for at Google kan finde det til dig. Det kan også være, at du simpelthen har fundet et godt citat på nettet, men mangler en henvisning til den udgivelse, det oprindeligt stod i.

I eksemplet herunder søgte vi på sætningen “brug emneord i lange punktopstillinger”, som kom fra vores kilde. Husk anførselstegn, så vil Google nemlig søge på hele sætningen og ikke på de enkelte ord. Google fandt ikke bogen, men gav os til gengæld en henvisning til en anmeldelse af den, hvor oplysningerne stod.

Henvisningen til en tekst er fundet i Google Books.

Sådan angiver du kilderne, hvis du ikke kan finde oplysningerne

Hvis du mangler oplysninger på dine kilder, kan du være nødt til at lave henvisningerne lidt anderledes. Det kunne f.eks. være, at du manglede udgivelsesdatoen og forfatterens navn. Så kan du lave henvisningen på denne måde:

The Future of Fredom Foundation. (u.d.).The Communists Won the Cuban Missile Crisis. Hentet 14. december 2016 fra The Future of Fredom Foundation: https://www.fff.org/2015/01/08/communists-won-cuban-missile-crisis/

Her har vi skrevet navnet på afsenderen ind som forfatternavn, og vi har skrevet (u.d.) = uden dato, fordi den ikke fremgik af kilden.

Du kan også bruge disse forkortelser:

(u.t.) = uden titel

(u.n.) = uden navn

(u.å.) = uden årstal