Forstå teksten

Folkevisen findes i flere versioner

Oprindelig blev folkeviserne overleveret mundtligt, og derfor er der over tid opstået flere versioner af den samme vise. Udover forskel i længden kan du støde på forskelle i indholdet, men den overordnede handling ligger fast. 

Vores analysehjælp er rettet mod en af de mest udbredte versioner af “Jomfruen og Dværgekongen”. Den har 56 strofer og slutter med jomfru Ermerigs død. Du kan læse hele folkevisen samt vores forklaringer til alle stroferne herunder. 

Du kan sagtens bruge vores analysehjælp, selvom du arbejder med en anden version. Når du skal citere fra teksten, skal du sørge for at citere fra den udgave, din lærer har givet dig.

Forstå teksten med vores forklaringer af ord og handling

“Jomfruen og Dværgekongen” er en ældre tekst, og derfor kan visens sprog og indhold virke svært at forstå i dag. Her hjælper vi dig med at få hul på den. Du kan nemlig først lave en god analyse, når du har forstået, hvad visen handler om.

På denne side kan du læse alle 56 strofer i folkevisen. Vi har indsat ordforklaringer på de sværeste ord. Vi har desuden tilføjet uddybende forklaringer på, hvad der sker i de enkelte strofer.

Har du svært ved at se, hvilke personer der siger hvad i visen, så kig efter anførselstegnene. De markerer, hvornår en person begynder og stopper med at tale.

Jomfruen og Dværgekongen

Strofe 1

Ridder holder under Buske,
- der Tiden gøres mig så lang -
så tager han til at ønske.
Eja, hvad Sorrigen du est tung.

Strofe 2

“Herre Gud give, jeg måtte ønske så,
at jeg måtte Kongens Datter få.”

Strofe 3

Det hørte Dværgen, under Busken lå:
“Det skal ret aldrig vorde så.”

Strofe 4

Det mælte Dværgen under grønne Lide:
“Hun skal ret aldrig vorde din.

Strofe 5

Hør du, Ridder hin rige,
vil du hid til mig ride.

Strofe 6

Hvad da vil du give den Mand,
der dig kan fly Kongens Datter til Hand?”

Strofe 7

“Jeg vil give ham Guld og Sølv
at tage selv, mens han have vil.”

Strofe 8

“Hvad da hedder den Jomfru rig,
der du bær for i Hjertet Kvide?”

Strofe 9

“Den Jomfru hedder Jomfru Ermerig,
sig mig, hvor du er kommen hid?

Strofe 10

Sig mig hvad du er for en Mand,
de ramme Runer skrive kan?

Strofe 11

Jeg giver dig det Guld så rød,
vil du fly mig den væne Mø.”

Strofe 12

“Rid bort, Ridder, sig det ingen Mand,
i Aften skal Jomfruen komme dig til Hand.”

Strofe 13

Bort red Ridder med så frit et Mod,
efter stod den Dværg så svigefuld.

Strofe 14

Dværgen svøber sig Hoved i Skind,
han ganger i Loft for sin Moder ind.

Strofe 15

“Min kære Moder, I kender mig Råd,
hvor jeg skal Kongens Datter få.

Strofe 16

Hende haver giljet en Ridder rig,
Herre, hvor gerne jeg hannem sveg.”

Strofe 17

“Min kære Søn, glem ikke din Gang,
i Aften vil Jomfruen til Aftensang.”

Strofe 18

Han skrev Runer på Spange,
som Jomfruen skulde over gange.

Strofe 19

Han skrev Runer på Stie,
som Jomfruen skulde over ride.

Strofe 20

Sildig om Aften, Dug faldt på,
den Jomfru tog over sig Kåbe blå.

Strofe 21

Den Jomfru hun vilde til Aftensang,
hun tog den Sti, til Bjerget rand.

Strofe 22

Jomfruen ind ad Bjerget tren,
Dværgen rækker hende Hånden igen.

Strofe 23

Dværgen rækker hende hviden Hand:
“Hvor er I kommen i disse fremmede Land?”

Strofe 24

Det svared den Jomfru med sorrigfuldt Sind:
“Jeg ved ret aldrig, hvor jeg er kommen her ind.”

Strofe 25

“I har eder en Ridder lovet,
og han har eder med Runer bedraget.

Strofe 26

I har eder en Ridder fæst,
i Aften skal I være Dværgens Gæst.”

Strofe 27

Om Aftenen blev hun i Bjerget inde,
om Morgenen fulgte han hende til Moder sin.

Strofe 28

Og det stod så i otte År,
og hende rider Bejlere både til og fra.

Strofe 29

Hende rider Bejlere både til og fra,
ingen kunde god Ansvar af hende få.

Strofe 30

Hende beder rige Konger fem,
og ingen vil hun have af dem.

Strofe 31

Hende beder rige Grever ni,
og ingen vil hun have af de. 

Strofe 32

Jomfru Ermerig og hendes Moder,
så ene sidder de i deres Bure.

Strofe 33

“Hør du, kære Datter min,
og hvi da falmer din favre Kind?

Strofe 34

Hvi da falmer dine Kinder så,
ligesom den Kvinde med Barne går?

Strofe 35

Dig har bedet Konger og Grever rige,
hvi lader du ingen være din Lige?”

Strofe 36

“Min kære Moder, vredes ikke ved,
al min Sorrig siger jeg eder.

Strofe 37

Det duer ikke at dølge for dig,
den Dværgekonge har lokket mig.

Strofe 38

Jeg har mig i Bjerget inde
syv Sønner ved den Dværg så fin.

Strofe 39

Syv Sønner og end en Dotter,
jeg dem ret aldrig med Øjen så.”

Strofe 40

Alt tænkte hun, de var ene to,
alt stod den Dværgekonge og lydde deroppå.

Strofe 41

Og han slog hende med Elvertræ:
“Du skynd dig til Bjerget efter mig.”

Strofe 42

Og han slog hende med Elverrod:
“Du skynd dig til mit eget Bur.”

Strofe 43

Sildig om Aftenen, Dug drev på,
den Jomfru tog over sig Kåbe blå.

Strofe 44

Den Jomfru tog over sig Kåbe blå,
til hendes Faders Loft så monne hun gå.

Strofe 45

Hun klapped på Loftsdør med sit Skind:
“Gode Nat, kære Fader og Moder min.

Strofe 46

Gode Nat, Fader og Moder,
min Søster og min Broder.

Strofe 47

Og dertil Venner flere,
I ser mig aldrig mere.

Strofe 48

Og signe eder Krist hin rige
og Venner og Frænder tillige.

Strofe 49

Og signe eder alt det Gud haver skabt,
og bedre Lykke så var mig agt.”

Strofe 50

Så såre da randt hende Tåre på Kind,
der hun skulde skilles fra Moder sin.

Strofe 51

Så slog hun over sig Skarlagenskind,
så sorrigfuld går hun i Bjerget ind.

Strofe 52

Den Jomfru ind i Bjerget tren,
hendes syv Sønner går hende igen.

Strofe 53

Den yngste går hende grædende imod,
den ældste sætter hende Hynde og Stol.

Strofe 54

“Hør I, kære Moder min,
hvi da røbte I Fader min?”

Strofe 55

Så såre da randt hende Tåre på Kind,
hun gad ikke svaret Sønner sine.

Strofe 56

Hun gad dem ikke svaret for Sorrig og Nød,
- der Tiden gøres mig så lang -
og end før Midnat var hun død.
Eja, hvad Sorrigen du est tung.