Fortælleteknik

Fortælleren er en objektiv tredjepersonsfortæller

Fortælleren i Ved Vejen er en objektiv tredjepersonsfortæller. Det vil sige, at fortælleren er tilbagetrukket og gengiver handlingens begivenheder udefra og fortrinsvist neutralt. Fortælleren giver sig kun sjældent til kende, og fortælleren forsøger ikke direkte at præge vores opfattelse af personerne gennem værdiladede beskrivelser. Det er op til læseren selv at sammensætte billedet af personerne, fordi de primært kommer til udtryk gennem dialoger og handlinger.

Indimellem kommer fortælleren dog til syne og bryder objektiviteten. Det ser vi blandt andet i indledningen, hvor relationen mellem kapellanen og præstefrøkenen opridses: ”Præstefrøkenen og Kapellanen talte altid i Jargon, naar de var sammen med Fremmede, og sagde aldrig et fornuftigt Ord. De lo ad deres egne Dumheder, saa de var lige ved at springe i Luften” (s. 14).

I dette citat bryder fortælleren objektiviteten ved at fremsætte en negativ beskrivelse af præstefrøkenen og kapellanens samtaler. De siger aldrig et ”fornuftigt Ord” til hinanden, og de ler altid af deres egne ”Dumheder”. Hermed fremstiller fortælleren personerne i et let negativt lys.

Andre steder i romanen er det, som om fortælleren pludselig afslører personernes indre tanker og dermed også selv træder frem. Det lægger vi især mærke til i de scener, hvor det ikke er Katinka, men én af de andre, der bliver fremstillet med indre synsvinkel. Katinka er nemlig gennemgående beskrevet med en kombination af indre og ydre synsvinkel, mens de andres tanker og følelser kun sjældent forklares af fortælleren.

Det sker dog i den scene, hvor Huus og Katinka forlader festpladsen sammen med Bai efter den store markedsdag. Det er sent om aftenen, og de tre skyder genvej over den mørke kirkegård. Her forskrækker de flere elskende par, der skynder sig væk i mørket. Det kommenterer Hr. Bai med sin sædvanlige snak, indtil fortælleren ’afbryder’ ved at gengive Huus’ følelser:

– Men jeg troede s’gu ikke, at det var muligt …

– Ikke en Gang ha’e Følelse for Døden – – Dødens Have – føj for Satan …

– Man ka’, Fanden ta’e mig, ikke en Gang være i Fred paa Bænkene …

Huus kunde have slaaet ham. (s. 104)

I den slags scener viser det sig, at fortællerens viden egentlig er ubegrænset. Vi hører ellers ikke meget om Huus’ følelser og tanker i kapitlet om markedsdagen, men her er vi pludselig helt tæt på. Og vi forstår også Huus, for Bais evindelige snak er irriterende og forstyrrende for romanens egentlige kærlighedsforhold: Huus’ forhold til Katinka.

Det er altså ikke kun en objektiv fortæller, men ind imellem en alvidende fortæller, vi møder i Ved Vejen. I princippet må fortælleren derfor være alvidende, men i det meste af romanen virker fortælleren som en ’flue på væggen’ og kan derfor betegnes som en fortæller, der primært virker objektiv, men ind imellem viser sig at være alvidende. Fortælleren holder sig med andre ord mest i det skjulte og bryder kun sjældent den objektive fortællerholdning.

Virkning

Den objektive tredjepersonsfortæller lader det være op til læseren at leve sig ind i personerne. Fortælleren søger generelt ikke at klargøre, hvem vi skal nære sympati for, og hvem vi ikke skal nære sympati for. Det er op til læseren selv at danne sig en mening.

Kun enkelte gange bryder fortælleren med den tendens. Det ser vi i små glimt, hvor fortælleren inddrager en række ord, der præger vores opfattelse. Disse brud på objektivite...