Sprog og symboler

Fortælleren benytter sig af eventyrsprog

Fortælleren i ”Klokken” benytter sig en del af eventyrsprog, hvilket kommer til udtryk på flere måder. Først og fremmest ved at personerne bliver omtalt ud fra deres egenskaber eller deres funktion i teksten. Den fattige dreng er et eksempel på dette. Vi hører aldrig, hvad han hedder, fordi han omtales ”den fattige dreng” gennem hele eventyret. På den måde bliver den fattige dreng omtalt ud fra sin grundlæggende egenskab og funktion i teksten, som er, at han er fattig. Det er netop typisk for eventyr, at de omtaler personer og steder ud fra deres egenskaber frem for at navngive dem.

Vi har også eksempler på, at læseren bliver inddraget direkte i eventyrets univers i form af læserhenvendelse. Det sker fx i formuleringen: ”Tænk bare hvor de Træer maatte straale i Solskinnet”. Her opfordres eventyrets publikum til direkte at forestille sig, hvordan der ser ud i skoven. Det er typisk for eventyrsprog, at der er denne slags henvendelser og opfordringer.

H.C. Andersens eventyr er derudover kendetegnet ved at have en eventyrtone, der kan virke naiv, men som skjuler underliggende betydninger. I ”Klokken” ser vi det særligt i fremstillingen af de personer, der vender om allerede i udkanten af skoven:

Og de rige Folk de kjørte og de fattige de gik, men Veien blev dem saa underlig lang, og da de kom til en heel Deel Piletræer, der voxte ved Udkanten af Skoven, saa satte de sig der og saae op i de lange Grene og troede, at de vare rigtigt i det Grønne; Conditoren inde fra Byen kom derud og slog sit Telt op, (...) Naar saa Folk toge hjem igjen, sagde de at det havde været saa romantisk, og det betyder Noget ganske udenfor Theevand.

Den naive tone bliver her brugt til at dække over en kritik af personernes manglende viljestyrke og deres overfladiskhed. Kritikken ser vi særligt i den sidste bemærkning om, at de tager hjem og fortæller, at oplevelsen var ”saa romantisk”. Her skjuler den naive eventyrtone en underliggende kritik af disse mennesker.

Det nævnes også, at folkene ”troede, at de vare rigtigt i det Grønne”. Vi kan fornemme på tonen i eventyret, at dette ikke er den egentlige natur, og at folk derfor bare bilder sig selv og hinanden ind, at de har oplevet noget usædvanligt. Den lidt naive sprogtone i eventyret er på den måde med til at skabe en ironisk undertone i beskrivelsen. 

Virkning

I ”Klokken” er der brugt en del eventyrsprog. Fx beskrives karaktererne mere som simple typer end runde karakterer, og de beskrives især i kraft af deres egenskaber. Derudover gør en hyggelig, jordnær tone eventyret behageligt at læse. De eventyrlige beskrivelser af naturen er desuden med til at skabe en ophøjet og nærmest guddommelig fremstilling af naturen. Eventyrsproget har derfor en vigtig funktion i forhold til eventyrets tematik om ånden i naturen.

Teksten er præget af talesprog og mundtlig stil

Sproget i ”Klokken” er præget af talesprog og mundtlig stil. En stor del af talesproget i ”Klokken” bliver brugt til at rette en indirekte kritik mod alle de personer, der ikke fi...