Podcast

Politiet bliver repræsentant for det kolde samfund. Samfundet som udelukker de hjemløse. I begyndelsen hører vi også, hvordan de jager de hjemløse. Vores hovedperson, den milde, sympatiske hjemløse, bemærker også, at det er noget nyt. 

Det er de unge betjente, som virkelig er begyndt at jagte de hjemløse og kommer og siger, at det der forbudt at sove i kældergange. Nu er de også begyndt at have hunde med. Så man fornemmer også en forhærdelse i behandlingen af de hjemløse. Så politiet bliver et symbol eller billede på, at samfundet er begyndt at behandle dem endnu værre, end det har gjort tidligere.

Men det er sjovt også, som det bliver beskrevet. Der er vi næsten ovre i de sproglige virkemidler, men vi kan lige så godt tage det her. I stedet for at betjentene bliver beskrevet som nogen, der gør noget, står der: 

De har brutale lommelygter med der naadesløse viser en gammel mand med jakke og hat, nede i en kældergang hvor han har søgt ly for at sove lidt.

Så det er lommelygterne, der bliver besjælet her. Det bliver udtryk for en kold og anonym og ikke-menneskelig måde at være på. Det er også sjovt, at der står det med hundene senere, som jager dem. Betjentene bliver faktisk også beskrevet som sådan nogle dyriske væsner: ”betjentene de lusker rundt og snuser.” Altså som om de også var sådan nogle brutale, dyriske typer. 

Ja, så helt overordnet kan man sige, at både person- og miljøskildringer understreger, hvad det er for et koldt og brutalt liv, mange hjemløse lever, og hvor svært det er at overleve i den her moderne storby, hvor man er konstant jaget og livet næsten er forbudt. Byen er død, den er kold. Det er ikke særligt rart miljø, vi får beskrevet.