Sprog

Sproget er sanseligt

”Fattigliv” er præget af et sanseligt og stemningsfuldt sprog. Jegfortælleren gør især meget ud af at beskrive, hvad han kan se og lugte. Vi hører bl.a. om ”en stank af syges uddunstninger, af fordærvet føde, af snavs,” som rammer jegfortællerens næsebor, da politimanden åbner døren til en kvistlejlighed.

Vi hører også, at jegfortælleren ser ”en kommode, skufferne var trukket ud, de var overfyldte med pjalter, klude, ubestemmelige rester, dyppede i snavs.” 

Jegfortælleren gør sig altså stor umage med at beskrive, hvordan forfaldet og elendigheden overvælder hans sanser. Beskrivelserne af fattigdommen er rige på ord og detaljer – alligevel insisterer jegfortælleren på, at hans beskrivelsesevner ikke slår til. Virkeligheden er så slem, at sproget ikke formår at sætte ord på den:

Hvad vi så på hin vandring, kan jeg ikke male; men er der i mine ord blot en understrøm af forfærdelig medlidenhed, en understrøm, som har gjort mig fattig på billeder, fattig på lignelser, fattig på fa...