I denne analysehjælp hjælper vi dig med at analysere og fortolke digtet ”Coma”. Digtet er skrevet af Michael Strunge i Vi folder drømmens faner ud fra 1981.
Digtet har en vred og ironisk fortællerstemme
"Coma" har ikke et eksplicit lyrisk jeg. Digtet er overvejende fortalt i tredjeperson, hvor dets miljø og mennesker skildres udefra. Men alligevel kan du fornemme en både vred og ironisk fortællerstemme, som forholder sig til samfundet.
Ironien ses i de første verslinjer, hvor ”Hygge” karakteriseres positivt som ”et enestående begreb”. Normalt konnoterer ordet ”enestående” nemlig noget virkelig godt. Her kobles det endda til national stolthed over begrebet ”der ikke findes på andre sprog”. Ironien et tydelig, fordi hyggen også fremstilles som et ”iltapparat” til den ”bevidstløse” stat, som bestemt lyder meget negativt.
Ironien fremkommer også andre steder, fx da der tales om ”obligatorisk venlighed”. Det er næsten et oxymoron, når venligheden på den måde forbindes med tvang. Venlighed burde være spontan, men her er det noget, som vi skal være. Dermed karakteriseres den som hul og betydningsløs.
Særligt stærk bliver ironien i digtets slutning, hvor fortællerstemmen karakteriserer drømme om en bedre tilværelse som ”mareridt om andre liv”.
Vreden er tydelig i billedsproget, som gør danskhedens hygge til noget sygeligt, mens danskerne bliver beskrevet som bedøvede og tankeløse på grund af populærkulturen.
