Her får du hjælp til at analysere, fortolke og perspektivere digtet ”Lysets Engel gaaer med Glands” af B.S. Ingemann. Digtet er udgivet i Morgensange for Børn i 1837.
Digtet fremstiller solen som et tegn på Guds kærlighed, som jager det onde væk fra verden og drager omsorg for fattige og rige, såvel som store og små. Selv børnehjemsbørnene, som digtet er skrevet som en pædagogisk morgensang til, forsikres om, at Gud har hørt dem.
Du får først resumé og ordforklaringer fulgt af vores arbejdsspørgsmål. Det kan give dig en god start på teksten. Derefter gennemgår vi de centrale elementer, som er gode at få med i analysen. Til sidst får du hjælp til at fortolke og perspektivere digtet. Desuden kan du lytte til podcasten, hvor vi går endnu mere i dybden.
Her kan du læse vores generelle råd om brugen af analysehjælp.
Uddrag
Her kan du læse et uddrag fra analysehjælpen:
Det jordiske miljø er præget af ulighed, men Gud ser ens på alle
Den første halvdel af "Lysets Engel gaaer med Glands" beskriver en solopgang. Her er fokus primært rettet mod himlen, som gradvist bliver lysere og lysere.
Digtets anden halvdel beskriver den verden, som solens lys afslører. Og det er en verden, som er præget af social ulighed:
Sol seer ind i Slot og Vraa,
Seer paa Drot og Tigger,
Seer til Store, seer til Smaa,
Kysser Barnet, som i Vuggen ligger.
Nogle bor i et slot, mens andre bor i faldefærdige boliger. Nogle er konger, andre tiggere. Digtet er dog ikke ude på at få folk til at lave oprør mod den sociale ulighed og uretfærdighed.
Pointen er nemlig, at Gud er ligeglad med den jordiske ulighed. I Guds øjne er vi alle lige. Guds lys skinner lige meget på tiggeren og på kongen. I sidste strofe forsikrer digtet også om, at Gud har hørt asylbørnene synge sangen til ham.
Digtet giver på den måde en religiøs trøst til de fattige og svageste i samfundet.
