På de følgende sider har vi fokus på de overordnede fællestræk for samlingen. Hvis du vil gå mere i dybden med de enkelte noveller, finder du hjælp til at analysere og fortolke dem her.
Her har du et uddrag fra analysehjælpen:
Et gennemgående kompositorisk træk i København er en fortælleteknik bestående af hurtige krydsklip mellem sceniske forløb. Det giver os et flimrende indtryk, hvor vi kastes rundt mellem forskellige personers synsvinkler. På den måde afspejler novellerne livet i en storby, som netop er kendetegnet ved de mange forskellige mennesker, som har hver deres synsvinkler.
I nogle krydsklip er der en tydelig sammenhæng mellem personerne. Vi ser det f.eks. i ”Sammenstødet”, hvor en stofpåvirket kvinde er på vej til kæreste med nogle blomsterfrø:
Kvinden havde et godt greb i sin skuldertaske, en lidt ældre model fra UFF, der rummede et syltetøjsglas med blomsterfrø. De skulle ud til Lasse, hendes fyr, som var ude i haven, og som allerede undrede sig over, hvor hun blev af. Han kiggede på uret. Hans kæreste gik omkring i gaderne, som havde hun tabt en maske i et strikketøj.
Her klippes hurtigt mellem to forskellige steder, men der er en forbindelse mellem personerne. Vi ser det samme i ”Stengade”, hvor der krydsklippes mellem Aarhus og København. I Aarhus følger vi Anne, som skal til et vigtigt møde. I København følger vi hendes mand Niklas, som bogstaveligt er blevet syg af længsel efter hende.
Der er imidlertid også mange krydsklip mellem personer, som ikke har en forbindelse til hinanden. Her er der i højere grad fokus på, at personerne tilfældigt møder eller passerer hinanden. I ”Sammenstødet” handler det om et trafikuheld, hvor en kvinde i bil kommer til at køre en fodgænger ned. De er begge to uopmærksomme på deres omgivelser og optaget af deres eget indre.
