FP9 maj 2017

Her kan du set uddrag fra opgavehjælpen:

Det virker ikke til, at drengene i bussen ønsker at skade Lucas fysisk. De skrev blot nogle onde ting til ham for deres egen underholdnings skyld. Men det vidste Lucas tydeligvis ikke. Uden for bussen suser træer og marker forbi. Mon Lucas er kommet hjem nu? Jeg lukker øjnene og forestiller mig, at jeg er Lucas. Jeg kan lige se det for mig: Jeg er på vej hjem fra skole, og pludselig mærker jeg min mobil vibrere i lommen. Nysgerrig tager jeg den op, trykker på power-knappen, og en besked lyser op på displayet. ”Vi finder dig og tæsker dig. Vi ved, hvor du bor.” Mit hjerte hopper et slag over, idet jeg læser beskeden. Med rystende hænder lægger jeg telefonen tilbage i lommen. Jeg sprinter hele vejen hjem af frygt.

Bussen bremser hårdt op, og jeg vågner med et sæt fra min dagdrøm. Lucas må føle sig utrolig utryg lige nu. Han har nok heller ikke lyst til at komme i skole i morgen. Når man bliver mobbet ligesom Lucas, må man føle sig enormt udsat. Og enormt ensom.

Som mobbeoffer bliver man holdt ude fra fællesskabet. Måske er mobberen kun en enkelt person, men når andre hurtigt går med i det, så er det lige pludselig forsvarsløse dig imod en angrebslysten gruppe af mennesker. De fleste mobbeofre er ensomme og isolerede, fordi folk hopper med på bølgen og fravælger at være sammen med dem. Men udover ensomhed, så er mobning i høj grad med til at give offeret konstant angst for at blive ramt. Måske kan det påvirke dem resten af livet.