Fortælleteknik

Jeget virker mere som en fortæller end som et lyrisk jeg

De fleste digte i YAHYA HASSAN har en jegfortæller, der minder om jegfortælleren i en prosatekst. Det er en jegfortæller, der gengiver handlinger og begivenheder klart og tydeligt, så vi let kan følge handlingsforløbet. 

Jeget fortæller også igen og igen om sin egen rolle i begivenhederne. Det betyder, at vi får en klar ide om, hvem jegfortælleren er, både når han fortæller sine historier, og når han optræder som såkaldt fortalt person i digtene.

I digtsamlingens lyriske digte virker jeget dog noget anderledes. Her er det ikke en jegfortæller, men snarere et lyrisk jeg, vi møder. Det ser vi bl.a. i det dystre digt "JETLAGSFORMØRKELSE" (106), hvor jeget henviser til en masse ting, han har gjort, men uden at kæde det sammen til en fortælling. I stedet er det jegets indre ubehag, der bliver hovedtemaet i digtet. Desuden er der større fokus på digtets form og stil end i de fortællende digte. 

Jeget kommer dermed i fokus på en anden måde, end når digtene har en tydelig jegfortæller. Det lyriske jeg gør opmærksom på sig selv her og nu - i det vi kan kalde digtenes nutid. Jegfortælleren gør derimod opmærksom på alt det, han har oplevet tidligere, altså i digtenes datid. 

Jeget bruger hovedsageligt ydre synsvinkel

I de fortællende digte er synsvinklen hovedsageligt ydre. Det vil sige, at digtenes personer inklusive jeget bliver beskrevet udefra. Vi hører mest om deres handlinger og deres udseende og ikke rigtig om deres tanker og følelser. 

Det er der mange gode eksempler ...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind