Velfærdsstatens baggrund

Tiggeri og fattighjælp blev organiseret i løbet af 1500-1600-tallet

Siden reformationen i 1536 har der eksisteret en form for fattigforsorg i Danmark. I begyndelsen uddelte staten et såkaldt tiggertegn til børn, gamle eller syge, som man anså som værdigt trængende. Tegnet fritog folk fra arbejde og gav dem adgang til at tigge i den by, de kom fra. Det blev senere slået fast ved lov i 1683 med betleriforordningen. 

Omvendt skulle de uværdigt trængende, der blev anset som arbejdsduelige, ifølge loven anbringes i arbejdshuse (manufakturhuse), hvor de skulle lære at arbejde og på den måde gøre sig fortjent til kost og logi. Man kunne dog få udstedt et midlertidigt tiggertegn, hvis man havde været udsat for en uforudset ulykke, f.eks. en ildebrand i ens hus eller lign. Udstedelsen af et midlertidigt tiggertegn gjorde det muligt for borgere i deres by at hjælpe de nødlidende ovenpå igen. Fattighjælp var i 1500- og 1600-tallet i høj grad et medborgerligt ansvar. Staten gav på dette tidspunkt altså ingen fattighjælp, men kun adgangen til at kunne tigge.

Danske Lov begrænsede fattige på hospitalet og etablerede fattighuse

Med Danske Lov (1683) blev det fastlagt, at kun de syge fattige måtte kunne opsøge hjælp på landets hospitaler. Så snart de ikke var syge længere og igen kunne arbejde, skulle de tilbage til samfundet. På hospitalet måtte man ikke tigge eller forlade hospitalet, mens man var indskrevet, og opførte man sig dårligt, blev man bortvist...