Velfærdsstatens baggrund

Tiggeri og fattighjælp blev organiseret i løbet af 1500-1600-tallet

Siden reformationen i 1536 har der eksisteret en form for fattigforsorg i Danmark. I begyndelsen uddelte staten et såkaldt tiggertegn til børn, gamle eller syge, som man anså som værdigt trængende. Tegnet fritog folk fra arbejde og gav dem adgang til at tigge i den by, de kom fra. Det blev senere slået fast ved lov i 1683 med betleriforordningen. 

Omvendt skulle de uværdigt trængende, der blev anset som arbejdsduelige, ifølge loven anbringes i arbejdshuse (manufakturhuse), hvor de skulle lære at arbejde og på den måde gøre sig fortjent til kost og logi. Man kunne dog få udstedt et midlertidigt tiggertegn, hvis man havde været udsat for en uforudset ulykke, f.eks. en ildebrand i ens hus eller lign. Udstedelsen af et midlertidigt tiggertegn gjorde det muligt for borgere i deres by at hjælpe de nødlidende ovenpå igen. Fattighjælp var i 1500- og 1600-tallet i høj grad et medborgerligt ansvar. Staten gav på dette tidspunkt altså ingen fattighjælp, men kun adgangen til at kunne tigge.

...

Bismarck introducerede socialreformer i Tyskland i 1880’erne

Det var den tyske kansler Otto von Bismarck, der i 1880’erne først indførte socialreformer i form af syge- ulykke- invalide og alderdomsforsikring (de såkaldte fattigdomslove). Ydelserne var forsikringsbaserede og kunne kun udløses af de folk, der havde indbetalt til en forsikring (navnlig arbejdere). 

I 1883 indførtes en sygeforsikring, året efter en ulykkesforsikring og i 1889 en alders- og invalideforsikring.

Efter samtidens standarder var det en meget moderne sociallovgivning. Den var ikke baseret på skøn, men udelukkende på forsikringsordninger. Nogle historikere mener, at disse socialreformer er forløberen for den moderne velfærdsstat, der begynder at tage form ved århundredskiftet. . 

Bagtanken med Bismarcks socialreformer var, at Bismarck ø…