Kanslergadeforliget (1933)
Hvad er Kanslergadeforliget?
Kanslergadeforliget blev indgået natten mellem den 29. og 30. januar i 1933 mellem tre partier: Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre (regeringen) samt Venstre. Kanslergadeforliget bliver ofte fremhævet som velfærdsstatens politiske sikring, fordi forliget blev indgået mellem de tre største partier hen over midten i dansk politik, hvilket var med til at skabe konsensus om velfærdens udbyggelse.
Forliget har fået en nærmest symbolsk status i dansk velfærdshistorie, fordi det er her, at en af de mest betydningsfulde reformer bliver lavet i dansk politik. I et velfærdsstatsperspektiv er socialreformen særlig vigtig, fordi den viderefører den retsbaserede velfærd fra aldersrenteloven fra 1922.
Forliget hedder Kanslergadeforliget, fordi det blev indgået hjemme hos statsminister Thorvald Stauning, der boede på Kanslergade i København.
...
Baggrunden for forliget
Baggrunden for forliget var den stigende arbejdsløshed og økonomiske krise, der blandt andet gik hårdt ud over landbruget, som var Danmarks hovedeksporterhverv, og som var blevet stærkt forgældet.
I Danmark var man også bange for, at der ville opstå en storkonflikt på arbejdsmarkedet, som ville lamme væsentlige dele af industriproduktionen. Det danske landbrugspriser var stærkt faldende, fordi efterspørgslen på dans…
...
Kanslergadeforligets hovedindhold kan deles op i tre dele
1. Systematisering og udbygning af tidligere velfærdslovgivning
Man samlede, systematiserede og udbyggede tidligere lovgivninger på velfærdsområdet fra 1890’erne og 1920’erne, så de blev samlet i fire hovedlove, som gjorde det lettere at administrere velfærden. Det er denne del af Kanslergadeforliget, som senere er kommet til at hedde socialreformen, og som kan inddeles i fire punkter:
- Lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring.
- Lov om folkeforsikring, som nærmest gjorde medlemskab af en sygekasse obligatorisk, hvis man ville opnå ret til sociale ydelser.
- Lov om ulykkesforsikring.
- Lov om offentlig forsorg.
Denne sidste lov bliver ofte fremhævet som den vigtigste og mest betydningsfulde i socialreformen. Den afløste fattigloven fra 1891 og loven om arbejdsløshedsforsikringer fra 1907, og det er her, retsprincippet udbredes yderligere og bliver mere dominerende end det hidtidige skønsprincip. Der kom nu faste takster til folk i social nød frem for det hidtige skøns- og almisseprincip hos den lokale sognerådsformand eller kommunalbestyrelse. Staten fik i forlængelse heraf lov til at øge den statslige kontrol med, hvordan velfærdslovene blev overholdt i de enkelte kommuner,…
