Hvad er et analytical essay?

Et analytical essay er bygget op omkring en tekstanalyse

Et analytical essay er en særlig type essay, som altid er bygget op omkring en form for tekstanalyse. Det typiske analytical essay i en eksamensopgave vil enten handle om en short story (en fiktionsgenre) eller en form for non-fiction (som kan være forskellige genrer, fx artikler, taler eller blogindlæg). Den primære skrivehandling i essayet er så en analyse af den relevante tekst, hvor man hele tiden er opmærksom på at dokumentere sine analysepointer med citater og henvisninger til teksten. 

Et analytical essay er også kendetegnet ved, at det er skrevet i et sagligt sprog, hvor man er omhyggelig med at dokumentere sine påstande og argumentere for dem. Et analytical essay skal derimod ikke rumme spekulationer og ubegrundede overvejelser. 

Dermed adskiller et analytical essay sig altså markant fra de almindelige essays, som du måske kan møde i en avis eller blive bedt om at analysere i din undervisning. Denne type essays er som regel reflekterende tekster med en løs struktur, hvor afsenderen bruger sine personlige erfaringer til at komme med nogle generelle overvejelser om et emne. Et analytical essay er noget helt andet, idet det er en saglig og skarpt struktureret tekst, hvis primære fokus er tekstanalyse.

NB: Der vil altid være en bestemt tekst, som er hovedfokus for dit analytical essay. Du kan dog godt opleve, at du bliver bedt om at inddrage en anden tekst som supplerende materiale. Det kan fx være et kort videoklip, som skal give dig yderligere inspiration til en eventuel diskussion. Hvis din primære tekst er en tale eller et foredrag, kan den supplerende tekst også være en video af talen eller foredraget. Endelig kan der også være supplerende tekster, som blot skal give dig noget baggrundsinformation om tekstens emne, og som du ikke direkte behøver at inddrage. Det vil altid fremgå af opgaveformuleringen, om du skal inddrage eventuelle supplerende tekster i din besvarelse. 

Et analytical essay kan også involvere andre skrivehandlinger

Selvom et analytical essay primært handler om analyse, så vil du ofte møde opgaveformuleringer, der også beder dig om at inddrage en anden skrivehandling. 

Fx er det meget typisk, at du også vil blive bedt om at fortolke teksten, hvis du skriver et analytical essay om en short story. Til gengæld kan du blive bedt om at diskutere eller vurdere teksten, hvis du skriver et analytical essay om en non-fiction tekst. Normalt vil det dog alligevel være analysen, som er den primære del af opgaven, mens en eventuel fortolkning, diskussion eller vurdering skal fylde mindre, og som regel placeres henimod slutningen af dit essay. 

Et analytical essay har en tredelt struktur med indledning, hoveddel og konklusion

Det er også et vigtigt kendetegn ved analytical essays, at de har en fast struktur. De skal nemlig altid åbnes med en kort indledning og afsluttes med en konklusion, der samler op på de centrale pointer fra essayet.

Mellem indledning og konklusion kommer hoveddelen af dit analytical essay, hvor du har fokus på at lave din tekstanalyse og eventuelt også dække den anden skrivehandling, som opgaveformuleringen spørger efter (fx fortolkning eller diskussion). 

Du kan læse meget mere om strukturen på et analytical essay på siden om opbygning

Analytical essay sammenlignet med opgavetyper i Dansk

Et analytical essay i engelsk minder lidt om nogle af de genrer, som du kan møde til eksamen i Dansk. Her kan du læse lidt om forskelle og ligheder mellem nogle af de forskellige opgavetyper, som findes i hvert fag.

STX

På STX svarer analytical essay nogenlunde til den opgavegenre, som i danskfaget kaldes analyserende artikel. Denne opgavetype har nemlig også fokus på, at en tekst skal analyseres, og er baseret på en struktur med indledning, hoveddel og afslutning/konklusion.

Der er dog også nogle forskelle, da den analyserende artikel fx kan involvere flere forskellige typer kildemateriale, som skal analyseres. Du kan fx komme ud for at skulle analysere en dokumentarfilm eller et romanuddrag, eller at skulle forholde dig til to forskellige tekster samtidig. Typisk får du også et mere detaljeret sæt instruktioner til analyserende artikel end til analytical essay. 

Bemærk også, at skrivehandlingen fortolkning typisk kun forekommer ved skønlitteratur i Engelsk, m...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind