[1]

US Immigration

I denne topic guide kan du få hjælp til at arbejde med immigration i USA. Det er et populært emne at inddrage i større skriftlige opgaver (fx SRP, SSO og SRO), men du kan også møde det i den daglige undervisning. Vores guide giver dig et grundigt overblik over emnet samt forslag til konkrete kildetekster, som du kan inddrage i dit arbejde. 

Fordi denne guide er særligt designet til brug inden for engelskfaget, har vi skrevet det meste af guiden på engelsk. Den afsluttende sektion om større skriftlige opgaver og tværfagligt samarbejde til sidst er dog skrevet på dansk.

Overblik

USA er i høj grad et land grundlagt af immigranter. Helt tilbage i kolonitiden, før landet overhovedet eksisterede, ankom et meget stort antal immigranter fra særligt europæiske lande, som søgte nye muligheder på den anden side af Atlanterhavet. 

I forbindelse med uafhængighedskrigen var der i nogle få årtier et markant fald i antallet af immigranter, men det begyndte hurtigt at stige igen, efterhånden som den nye, selvstændige nation fik etableret sig. Eksterne faktorer spillede også en rolle for stigningen - fx hungersnøden i Irland fra 1845-1849 eller de mange europæiske revolutioner i midten af 1800-tallet. 

De første deciderede love om immigration var forholdsvis åbne, men senere blev de mere restriktive og endda racistiske, da de fx i en længere overrække specifikt blokerede for, at kinesere kunne blive statsborgere.

Udviklingen mod mere restriktiv og selektiv immigrationslovgivning fortsatte ind i det 20. århundrede, hvor der fx kom endnu flere restriktioner mod immigranter fra Asien, mens man samtidig bød europæere velkommen. Efter 2. verdenskrig blev nogle restriktioner løftet midlertidigt for at tage højde for det store antal flygtninge fra det krigsramte Europa.   

I midten af det 20. århundrede var der en voldsom stigning i antallet af illegale immigranter fra Mexico, som kom til USA på jagt efter et bedre liv, hvilket var med til at gøre illegal immigration til et centralt emne i den politiske debat i USA.

I 1965 skete en omfattende reform af immigrationssystemet i USA, som blandt andet satte en stopper for meget af den nationale forskelsbehandling, som hidtil havde været direkte indskrevet i immigrationslovgivningen. Det førte til et stigende antal immigranter fra ikke-europæiske lande, hvilket i 1980'erne ledte til mere restriktiv lovgivning for at begrænse tilstrømningen. 

Terrorangrebene den 11. september 2001 havde en dramatisk effekt på amerikansk politik og skabte et øget fokus på vigtigheden af national sikkerhed og en øget frygt for udefrakommende kræfter.  Det førte blandt andet til oprettelsen af et antal statsinstitutioner, som havde til formål at føre mere streng kontrol med indvandring til USA - især illegal indvandring. Angrebene førte også til en øget skepsis mod immigranter i den amerikanske befolkning, hvor særligt muslimske immigranter ofte blev mødt med diskrimination i kølvandet på terrorangrebene. 

Den demokratiske præsident Barack Obama var repræsentant for en mere moderat holdning til immigranter, men havde dog svært ved at få sine centrale forslag på området vedtaget i den amerikanske kongres, som var domineret af Republikanerne i store dele af hans regeringstid. Han blev dog kendt for initiativet DACA (Deferred Action for Childhood Arrivals), der gav illegale indvandrere, som var opvokset i USA, mulighed for at blive i landet i en længere periode og opnå visse rettigheder.

Den republikanske præsident Donald Trump førte en valgkampagne som i høj grad var baseret på en usædvanlig hård retorik overfor immigranter - særligt illegale indvandrere fra Mexico, som blev dæmoniserede i meget stærke vendinger.  Efter Trump blev præsident, begyndte han at føre sin politik ud i praksis, fx indførte han stop for indrejse fra et antal muslimske lande og gjorde ihærdige forsøg på opnå støtte til at bygge en mur på den mexicanske grænse.  

Debatten om immigration fylder fortsat meget i amerikansk politik, og i de senere år er diskussionen blevet mere og mere polariseret mellem Republikanernes store skepsis overfor immigration og Demokraternes mere kompromissøgende politik, som typisk involverer en vis tolerance overfor nogle typer illegale immigranter.

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind

US Immigration

[1]
Bedømmelser
  • 27-12-2020