I denne analysehjælp får du hjælp til at analysere og fortolke novellen ”Ti minutter i vor tid”. Novellen er skrevet af Leif Davidsen i 1995 og udgivet i novellesamlingen Ti minutter i vor tid.
Novellen handler om en dansk-serbisk snigskytte, som ligger på lur i Sarajevo under borgerkrigen i Jugoslavien, som fandt sted i 1900’erne. Novellen følger snigskyttens refleksioner, mens han venter på at få et offer i sigtekornet.
Du får resumé og arbejdsspørgsmål, som kan give dig en god start med teksten. Så gennemgår vi de centrale elementer i analysen. Til sidst får du hjælp til fortolkningen. Du kan også lytte til vores podcast, som går i dybden med teksten.
Her kan du læse vores generelle råd om brugen af analysehjælp.
Her kan du læse et uddrag fra analysehjælpen:
Novellen finder sted i byen Sarajevo, som i dag er hovedstaden i Bosnien-Hercegovina. I novellen er byen skueplads for voldsomme kampe i borgerkrigen. Hovedpersonen kæmper på serbisk side mod kroaterne og de bosniske muslimer.
Lokalbefolkningen holder sig i skjul, bomberne falder jævnligt, og snigskytte ligger på lur i vinduerne, klar til at ramme dem, der måtte vove sig frem. Hovedpersonen reflekterer over, hvordan krigen har forandret byen, som kort forinden var meget lig enhver anden europæisk storby:
[…] enhver by ville kunne omskabes fra normalitet til galehus. Enhver by bestod af huse, gader, stræder, træer, monumenter og mennesker. Sådan så de fleste byen. Men en dag kiggede man ikke længere efter det synlige, det som er ligetil. En dag havde en by forandret sig og omskabt sig og var ikke længere trygge forretninger og velholdte fortove, skyggefulde torve eller indbydende portaler. Alt kunne omdannes til udsigtspunkter og skudvinkler.
Der er ikke længere noget normalt over livet i Sarajevo. Krigen har forandret byen grundlæggende. Hovedpersonen mener, at den voldsomme forandring er et bevis på, at den slags ondskab og ødelæggelse kan opstå hvor som helst.