Vinkel: Fokus på spejlinger

Vi vil undersøge modsætningerne, som optræder i ”Keed af Verden, og kier ad Himmelen”. Den overordnede modsætning mellem verden og himlen gennemsyrer hele salmen og smitter af på både komposition, billedsprog og indhold. Vi vil begynde med at analysere kompositionen og derefter gå i dybden med de modsætninger, som opstilles i strofe 3-8 over for strofe 10-15. Her opruller Kingo, på hvilke punkter det jordiske står i modsætning til det himmelske.

Spejling som kompositionsprincip

Modsætningen eller antitesen er en grundfigur i digtet. Kingo bruger modsætningen til at skabe et system i sin salmetekst – et regelsæt for, hvordan teksten skal opføre sig. På baggrund af det kan vi slå fast, at der er en stærk interesse for form til stede i salmen. Men Kingo leger ikke bare med formen og de sproglige virkemidler for sjov. Det retoriske og det eksistentielle hænger tæt sammen. Sagt på en anden måde bruger Kingo kompositionen til udtrykke det, som salmen også vil sige på det tematiske og indholdsmæssige plan. Vi kan også sige det sådan, at der er en dybere mening med, at ”Keed af Verden, og kier ad Himmelen” ser ud på netop denne måde. Intet i formen er overladt til tilfældighederne.

Den centrale modsætning mellem himlen og jorden bliver allerede udpeget i salmens titel. Der er en dobbelt modsætning i titlen – både mellem ’Verden’/’Himmelen’ og mellem ’keed’/’kier’. Titlen fastlægger hierarkiet mellem de to, hvor himlen værdisættes som noget positivt, som man er ’kier ad’, og verden som noget negativt, som man er ’keed af’. Modsætningen mellem verden og himlen er altså ikke noget skjult og komplekst, som man skal tolke sig frem til undervejs i læsningen. Den bliver direkte italesat og understreget så mange gange med forskellige virkemidler, at det næsten bliver overtydeliggjort og lidt for meget.

”Keed af Verden, og kier ad Himmelen” består af 15 strofer, som hver har syv verselinjer. Salmen kan deles op på midten i to næsten lige store afsnit. De første otte strofer handler om jorden. Disse strofer afsluttes alle med det samme omkvæd ”Forfængelighed, Forfængelighed”. Strofe 9 er et vendepunkt i teksten, hvor jeget giver udtryk for, at han nu er færdig med at beskæftige sig med verden og dens forfængelighed. Perspektivet skifter, og resten af salmen handler om himlens herlighed. Stroferne 9-15 slutter alle med omkvædet ”I Abrahams Skiød”.

Strofe 1...