Analysemodellens punkter

Genre

”Keed af Verden, og kier ad Himmelen” er et lyrisk digt. Digtet er også en salme, som er skrevet med henblik på, at man skal synge den til gudstjenester i kirken. ’Salme’ er en underkategori til genren ’digt’. Vi vil derfor henvise til ”Keed af Verden, og kier ad Himmelen” som både salmen og digtet. Det har ikke nogen betydning for analysens pointer, at vi kalder den begge dele.

Digtet har ikke noget episk forløb. Det har fokus på en bestemt eksistentiel situation, hvor tekstens lyriske jeg er splittet mellem verden og himlen. Digtet beskriver med en rigdom af metaforer og billeder, hvordan det lyriske jeg oplever jordelivet som en afglans af det sande og vidunderlige liv, som han senere skal møde i himlen. Livet på jorden beskrives f.eks. i strofe 2 som: ”kun Skygger og skinnende Glar, / Det er jo kun Bobler og skrattende Kar, / Det er jo kun Ise-skrog, Skarn og Fortræd” (strofe 2, vers 3-5). Alle strofer, der handler om jorden, slutter med den samme konklusion: livet er ”Forfængelighed”. Modsat er himlen ”Ævigheds dejlige Vaaer”, hvor ”Jesus er Solen”, som skinner (strofe 10, vers 2 og 5).

Komposition

”Keed af Verden, og kier ad Himmelen” består af 15 strofer med syv verslinjer i hver. Stroferne er ensartede og har en fast form, eftersom alle stroferne skal kunne synges på den samme melodi. Hver strofe afsluttes med et omkvæd, hvor den sidste linje gentages. I de første otte strofer er omkvædet ”Forfængelighed, / Forfængelighed”, og i strofe 9-15 er det ”I Abrahams Skiød, / I Abrahams Skiød”. Omkvædet er med til at understrege det musikalske og lyriske i digtet. Det peger også på salmens centrale modsætning mellem den jordiske forfængelighed og det himmelske, som er billedliggjort som Abrahams skød.

Kompositionen i ”Keed af Verden, og kier ad Himmelen” er interessant. Salmen er bygget symmetrisk op omkring modsætningen mellem livet på jorden og livet i himlen. Strofe 1, 2 og 9 sætter en ramme om resten af salmen. Her kommer salmens overordnede livssyn til udtryk. Det er her, vi får at vide, at jeget er ked af at være slave af de jordiske værdier ”Jeg keedis nu længer at være din Træl” (1,2), og at han har besluttet sig for at opgive verden ”Bedragelig Verden, jeg takker dig af” (9,3). Resten af stroferne spejler hinanden to og to og viser, på hvilken måde det jordiske liv står i modsætning til det himmelske. Strofe 3 og 10 handler om tiden (”mine Aar”) på jorden og i himlen, strofe 4 og 11 handler om rigdom, strofe 5 og 12 handler om ære, strofe 6 og 13 handler om ynde, strofe 7 og 14 om venskab og strofe 8 og 15 handler om seksuelt begær over for himmelsk, åndelig lykke. På den måde har hver strofe om jordelivet en modstrofe, som beskriver det samme forhold i himlen.

Rim og rytme

Vi finder et fast rimmønster i alle digtets strofer. Digtet har parrim, som rimer på mandlige rim i mønstret AABBCCC. Som vi kan se, bliver parrimet udvidet med en ekstra verslinje til slut i hver strofe, så der kommer tre vers efter hinanden, som rimer på den samme slutstavelse (CCC). F.eks. i strofe 1 ”Jeg river mig løß, og jeg keedis nu ved / Forfængelighed, /  Forfængelighed.” eller i strofe 9: ”Jeg lengis at bøde min Sorrig og Nød / I Abrahams Skiød, / I Abrahams Skiød.”

Ud over enderimet finder vi også både allitterationer (konsonantrim) og assonans (vokalrim) i digtet. F.eks. i strofe 2, vers 3-5, hvor ’sk’ er gennemgående ”Det er jo kun Skygger og skinnende Glar, / Det er jo kun Bobler og skrattende Kar, / Det er jo kun Ise-skrog, Skarn og Fortred”. Vi finder vokalrim i f.eks. strofe 8 ”Ach, kiødelig Lyst, / Som mangen med dødelig læber har Kyst”. Selvom ø og y ikke er den samme vokal, udtales de på samme måde, og vi kan derfor godt kalde det assonans alligevel.

Rytmen i digtet er bunden. Den dominerende rimtype er daktylen, som ...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind